fandt sig i et saa ødelæggende Kongebud, som Kong Christopher desuden havde udstedt ikke alene udenfor Norges Grændser, men endog uden Rigsraadets Medvirkning. Imidlertid var Christiern I kommen paa Thronen og havde bekræftet sin Forgjængers Brev to Gange, 1451 og 1453, dog begge Gange kun midlertidigt og indtil videre. I 1455 havde han atter givet en Stadfæstelse ved Mødet i Flensborg, og denne Gang vel at mærke en ubetinget,[1] men denne var ikke, saaledes som de vendiske Stæders Privilegier i Almindelighed, bleven vedtaget af Rigsraadet ved dettes Møde med Kongen paa Elfsborg samme Aar. Som vi vide, havde der her været stærk Opposition imod en endelig og bindende Bekræftelse paa hine Privilegier, skjønt Raadet som sædvanligt tilsidst havde maattet give efter, men i den særligt rostokske Sag har dog Oppositionen foreløbig seiret. Dette hindrede dog ikke Christiern fra Aaret efter, 12te Marts 1456, da han selv paa et af sine mange Besøg i Nordtydskland gjestede Rostok, at udstede en ny, altsaa en fjerde, Bekræftelse, der udtrykkelig erklæredes at gjelde for hans hele Levetid.[2] Disse gjentagne Bekræftelser ere talende Vidnesbyrd nok om idelige Sammenstød mellem de Fremmede og Borgerne i Oslo og Tønsberg, om hvis Enkeltheder Historien som sædvanligt tier.
At heftige Rivninger vistnok netop i den sidste Tid havde fundet Sted, kan sluttes deraf, at begge Parter, Oslos Borgere og Rostokkerne, lode møde i Skara og begge høirøstet forlangte Ret hos Kongen. At denne har befundet sig i en vanskelig Stilling, er klart, saameget mere, som Rigsraadet var tilstede og netop nu, som vi vide, havde det i sin Magt at øve et kraftigt Tryk paa Christiern. Paa den anden Side skulde man tro, at en enkelt
