Hansestad nu, efterat Sveriges Gjenforening med de to øvrige Riger var gjennemført og en Opstand i hint Rige endnu ikke var at forudse, ikke kunde stille høie Fordringer. Det bliver derfor sandsynligt, skjønt det neppe ligefrem kan bevises, at Rostokkerne ved at forstrække Christiern med Penge i hans jevnlige Finantsnød have bragt ham i en saadan Stilling, at han har havt ondt ved at komme fra dem.
Imidlertid maatte han for Øieblikket ved sit Svar se til, om muligt, at stille begge Parter tilfreds. Han maatte erkjende, at de norske Borgeres og Stædernes Privilegier „løde meget mod hverandre i flere Artikler og Punkter“. Men nu havde han netop havt flere „kostelige Ærinder“ fore, hvorpaa der laa den største Magt for alle Norges Indbyggere, for at sætte et godt og ærligt Regimente i Riget. De, som havde været umilde og voldt Ufred i Landet, havde han nu fjernet, og — naar han selv kom ind i Riget, skulde begge Parters Breve randsages og alles Gavn og Nytte befordres. Midlertidig traf han da nogle Bestemmelser for Handelen i Oslo og befalede, at Biskoppen, Gunnar Holk, der synes at have været et Slags Mægler under denne Sags Forhandling, Provsten ved Mariakirken samt Jon Bjørnssøn, udentvivl Hartvig Krummedikes Eftermand som Befalingsmand paa Akershus,[1] skulde sætte Taxter paa Kjøbmændenes Indførselsartikler.[2] Men denne Sag blev ligesaalidet denne Gang som ved senere Forhandlinger bragt i Orden. Dens fordærvelige Følger vedvarede langt ind i det følgende Aarhundrede.
