henregne Trudselen om, at Nordmændene vare i Færd med at gaa over til den græske Kirke, til den samme Art af Opspind.[1]
Den rette Sammenhæng har da vistnok simpelthen været, at deri Norge i Almindelighed og hos Rigsraadet i Særdeleshed[2] har været et stærkt Ønske om, at en Indfødt og da helst Olaf Throndssøn maatte blive Landets Erkebiskop, og at Kongen, der har lært Marcellus nærmere at kjende og vel allerede indseet, at hans Candidatur til Erkestolen var at anse som haabløst, har indvilget heri, saameget mere som Olaf aabenbart har vist sig som hans tro Undersaat trods den Tilsidesættelse, han havde lidt, samt at endelig Henrik Kalteisen har indseet sin Stillings Ubehagelighed og derfor opgivet den. Olaf Throndssøn, der vel samtidig med Hr. Henrik Jenssøn er bleven udfriet fra det svenske Fangenskab, har da atter overtaget Styrelsen af Erkestiftets Besiddelser og har rimeligvis ikke længe efter gjenoptaget den Titel af Electus, hvormed han optræder i 1455.
Henrik Kalteisen drog atter til Tydskland. Paven negtede at erkjende hans Frasigelse, og han vedblev derfor fremdeles at føre Titelen af Erkebiskop i Throndhjem. Han blev i Aaret 1456 anvendt i pavelig Tjeneste for, som det hed, at indsamle Penge til et Korstog mod Tyrkerne, det vil sige som Afladsprædikant. I denne Egenskab møde vi ham i Wien og paa flere Steder i Bayern, i Regensburg, Augsburg, Eichstädt og Nürnberg. Hvor langt han kom, er ubekjendt; fra Nürnberg ansøgte han i April 1456 om
- ↑ Scr. Rer. Dan. VIII, p. 369. Smnlgn. Fr. Krarup, Zeniernes Reise til Norden, Kbh. 1878, S. 18. (Særtryk af Kgl. Danske Geogr. Selsk. Tidsskrift, II).
- ↑ I den lille throndhjemske Erkebispekrønike, der første Gang er meddelt af Benzelius som Tillæg til Diar. Vadstenense og derpaa optaget i Scr. Rer. Dan. VI, p. 615—617, og hvoraf en ny Udgave ved Prof. Dr. G. Storm tar imødesees, heder det ogsaa om Marcellus og Kalteisen: „Hi duo compulsi qvasi per consiliarios regni eum scandalo recesserunt“.
