Magnus synes at have faaet en Art overordnet Myndighed i hele det nordenfjeldske Norge, thi idet Kongen den 10de Oktober udstedte et Brev til Almuen i Thrøndelagen med Tilsagn om sin Beskyttelse mod alle Udpresninger saavel fra geistlige som verdslige Høvdingers Side, henviste han dem til Magnus Gren som den, hos hvem de til enhver Tid kunde søge Hjelp og Trøst.[1]
Samtidig sees Kongen at have udnævnt Hartvig Krummedike til Norges Riges Hofmester. Hr. Sigurd Jenssøn, der siden December 1452 ikke oftere nævnes, men dengang endnu kalder sig Norges Høvedsmand, var udentvivl nylig afgaaet ved Døden, og Hartvig er altsaa paa en Maade bleven hans Eftermand. Han nævnes dog for det første kun under dette Ophold i Bergen[2] med sin nye Titel og har, saavidt vides, aldrig oftere benyttet den, uden maaske nogle Aar senere, 1457. Titelen hvilede derefter, indtil i det følgende Aarhundrede endnu engang en Adelsmand fik det da fuldkommen betydningsløse Navn af Norges Riges Hofmester.
Vigtigst af alle norske Anliggender var dog for Øieblikket Spørgsmaalet om Besættelsen af Throndhjems Erkebispestol. Som det vil erindres, havde Kongen i 1450 ladet Domkapitlet postulere Marcellus, og denne havde, efterat have gjort Kongen store Løfter, begivet sig til Rom for at søge Confirmation. Men denne Reise blev saare uheldig. Paven vilde ikke bekræfte hans Valg, og da Marcellus paa Tilbageveien kom til Køln, hvor han fremdeles synes at have optraadt med Fordring paa erkebiskoppelig Rang, maatte han her i 1451 døie de største Gjenvordigheder. Den pavelige Legat, Nicolaus v. Cusa, der kjendte Marcellus og hans mange
