kristne Fyrster sende Gesandtskabcr ind i Asien til Mongolerhøvdingerne; de naar vistnok ikke Prestekongen, men høre dog forskjellige Sagn om ham eller kristne Riger i Østen, og vigtigere er det, at de Kristne derved kom i Forbindelse med det mægtige Rige, som ongolerne havde stiftet i Østasien (China), og for første Gang lærte Asiens virkelige Udstrækning mod Øst at kjende.
Dcn maækeligste af disse europæiske Reisende er Marco Polo, som forsaavidt kan kaldes en Forløber for de store Opdagere i 15de og i6de Aarhundrcde. To ansete Venetianere, Nicolo og Maffeo Polo, drog ved 1260 fra det sorte Hav over Turkestan ind i Nordchina og opholdt sig flere Aar ved Storchanens, Kublai’s, Hof; Kublai
Ka-án[1] nærede stor Interesse for de europaeiske Forhold og vilde gjerne sætte sig i Forbindelse med de Kristne; da de to Brødre drog tilbage, gav derfor Storchanen dem med Sendebud til Paven for at bede ham om at sende til China kristne Prester og »Mænd, øvede i de syv Kunster«; han vilde ogsaa have Olje af den hellige Lampe, som brændte ved Christi Grav. Brødrene Polo overbragte ogsaa Budskabet og fik virkelig en Dominikanermunk med, da de 1271 over Armenien og Persien atter drog til China; men han forlod dem paa Veien. Nicolo Polo havde paa denne anden Reise sin unge Søn Marco Polo med. Da de efter tre Aars Reise endelig naaede frem til Storchanen (1275?), blev de meget naadig modtagne; den yngre Polo gik i Storchanens Tjeneste og gjorde her Lykke, blev Statholder over en rig Provins og blev benyttet til flere vigtige Sendelser, blandt andet til Sydchina og Birma i Bagindien. Efter mange Aars Ophold drog de tre Venetianere lijcm til Europa, idet de 1292 seilede fra China rundt hele det sydlige Asien til Persien med et mongolsk Gesandt-
- ↑ Ka-án, tidligere Cha-chán betyder Chanernes Chan eller Kongernes Konge.
