De geografiske Forestillinger, som Grækerne havde meddelt Romerne, svækkedes snart ved Romernes og deres middelalderlige lærlinges Mangel paa naturvidenskabelig Sans. De græske Verdenskarter (Ptolemæos) naaede, saavidt vides, aldrig til Rom, og Romerne lærte aldrig at afbilde Verden efter Grækernes Vis. Det blev derfor kun de ydre Omrids af Grækernes Verdenssystem, som gik i Arv til Middelalderen, og denn greb med Begjærlighed navnlig de uvidenskabelige Dele. Jordens Kugleform glemtes helt eller delvis; men man fastholdt, at Jorden var omgivet af Havet paa alle Kanter, at den nordlige Zone var ubeboelig for Is og Kulde og den sydlige paa Grund af Hede, at i Jordens Udkanter bode alslags eventyrlige Væsener, som Satyrer med Bukkefødder, Enfodinger, Hesteføddede, Enøiede, Amazoner o. s. v. Hertil kom snart, at man søgte at bringe Oldtidens Geografi i Forbindelse med Bibelen; man fandt, at efter Bibelen maatte Jorden være flad, og da der ofte taltes om »Jordens Kreds«, maatte den være rund. Et bekjendt Vidnesbyrd herom er de i middelalderlige Haandskrifter saa hyppige »Hjulkarter«, dr kan forestilles ved at lægge en liggende T ind i en rund ◯, saaledes 🜗: Længdestregen paa T betegner Middelhavet (mare magnum), Tverstregen Grænsen mellem i Vest Europa med Afrika, og i Øst Asien; midt i Cirkelen
