Den trofaste Diego Mendez havde, efter heldig at have udført sit Ærinde paa Haiti, ilet forud for Columbus til Spanien og havde her overleveret Columbus’s egenhændige Beretning, dateret Jamaica 7de Juli 1503, — den, om hvem Columbus selv siger, at det vilde være et Mirakel, om den kom i Monarkernes Haand. Denne Beretning, som strax blev oversat paa Italiensk og trykt i Venezia 1505 og i nyere Tid er kjendt under Titelen Lettere rarissima, vil vi her meddele fuldstændigt, da den giver det bedste Indtryk af Columbus’s Karakter og hans Stemninger under hans farefulde Reise; den maler hans Bekymringer, hans ofte feilslagne dog stadigt opblussende Forhaabninger, men ogsaa hans Ihærdighed og hans Evne til at holde sit Sind oppe trods al Modgang. Den er nedskrevet i Hast, men er dog neppe saa løst sammenarbeidet, som man har villet hævde. Først skildrer han Reisens Vexlinger, idet han mest dvæler ved Ulykkerne og Hindringerne. Dernæst giver han enkelt løsrevne Træk af geografiske Skildringer, især Dyrelivet, medens han med Vilje undgaar at give Kursangivninger. Saa dvæler han ved de store Forhaabninger, som knytter sig til Opdagelsen af de nye Guldleier; det er her, at han udraaber: »Guldet er det bedste af alt (exelentissimo); af Guld kan man samle Skatte, og den, som har Guld, kan udrette alt, hvad han ønsker i denne Verden, ja han kan føre Sjæle (ud af Skjærsilden) til Paradis«,
