Side:Columbus og Amerikas opdagelse.djvu/123

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
113
COLUMBUS’S BREV FRA JAMAICA.

— en Ytring, som man har villet gjøre til det ledende Princip for Columbus selv, medens det er tydeligt, at han har fremsat den for at vække de spanske Monarker til at fortsætte paa Opdagelsernes Vei. Men derefter glemmer han ikke at minde om, hvorledes hans Tjenester er belønnede, og hvor daarligt man har holdt Løfterne til ham, samt hvad Følgerne heraf har været for Spanien og for Kolonierne. Og saa ender han med at anraabe om Hjælp for sig og sine i den fortvivlede Stilling.

  »Ophøiede og mægtige Fyrster, Konge og Dronning, vore Suveræner!

Fra Cadiz naaede jeg i 4 Dage til Canarierne, og derfra i 16 Dage til Indien, hvorfra jeg skriver. Min Hensigt var at paaskynde min Reise saa meget som muligt, fordi jeg havde gode Skibe, Mandskab og Udrustning, og fordi mit Bestemmelsessted var Øen Jamaica. Derom skrev jeg i Dominica. Indtil da havde jeg havt udmærket Veir; men den Nat, da jeg kom did, fik jeg et frygteligt Uveir, og dette har varet hele Tiden siden. Da jeg naaede Øen Española, sendte jeg iland Brevene og bad som en Gunst om et Skib, som jeg vilde kjøbe for egne Penge, istedenfor et af dem, jeg bragte med mig, og som var bleven usødygtigt. Brevene blev modtagne, og Deres Høiheder maa vide, om de er blevne besvarede; men mig blev det forbudt atgaa iland. Folkene, som fulgte mig, var utrøstelige af Frygt for, at jeg skulde føre dem videre, og de sagde, at hvis de kom i nogen Fare, vilde de nu ikke faa nogen Hjælp, men tvertimod vilde man tilføie dem Skade; nogle vovede endog at sige, at Guvernøren burde have Magten over de Lande, som jeg havde erhvervet.

Stormen var denne Nat frygtelig, alle Skibene splittedes ad, og alle dreves afsted i den yderste Fare, uden Haab om andet end Døden, og enhver troedc sikkert, at de andre var fortabte. Er nogen Mand født — jeg undtager ikke engang Hjob —, som ikke vilde være Døden nær af Fortvivlelse over at finde sig saaledes som jeg i Ængstelse for min egen, min Søns, min Broders og mine Venners Sikkerhed, og uden dog at faa Adgang til at lande eller søge Havn i det Land, som jeg ved Guds Miskund havde vundet for Spanien med saa megen Møie og Fare?

Men jeg vender tilbage til Skibene: skjønt Stormen havde skilt mig fra dem og ladt mig alene, gav Herren mig dem tilbage til den Tid, da det behagede Ham. Det Skib, som jeg troede

Christofer Columbus.
8