Fru Sars’s store juletræ kunde atter og atter tændes for nye barnebarn. Gjennem tre af døtrenes giftermaal kom der ogsaa fuldtonige voksne røster med baade i sangen og diskussionen. Thorvald Lammers’s vældige bas-baryton, i tale og sang, fik Sarsedøtrenes høie sopraner til at klinge endnu høiere, som om den løftede dem og bar dem paa sin ryg. Til mindet om festerne i det Sarsiske hus knytter sig klangen af Rolandskvadet eller «Han Mass og han Lasse» eller viser af Zetlitz, med Lammers som forsanger og omkvædet istemt af alle. Emil Nicolaysens fine og sjælfulde leilighedsvers vil heller ikke glemmes af dem, som hørte dem i en festlig stund. Da Fridthjof Nansen kom hjem fra Grønland, men især da han en sommerdag for halvtredje aar siden korn hjem fra polarhavet seierrig, sund og sterk og havde alle mand med sig hjem, da var det som om han bragte med ny livskraft ogsaa for fru Sars. Paa hendes 83de fødselsdag kort efter kunde hendes venner lykønske hende med, at hun atter var bleven et aar yngre. Den glæde, som dengang foryngede en del af det norske folk og bragte mange, tror jeg, til at lægge sin livsplan og sin kurs modigere og høiere, den foryngede vel ikke mindst fru Sars. Blandt børnebørnene burde ogsaa være nævnt de store videnskabelige verker, som J. E. Sars og G. O. Sars, de to ugifte sønner, satte ud i verden. Fra barnsben havde de vænnet sig til det store og frie udsyn over havet. Noget af dette tænker jeg fru Sars har fornemmet i sine sønners forskning. Vi vil altid mindes, at hun døde som en lykkelig mor.
Hendes hjem har været en bikube af forsker-
