det mest eiendommelige trylleri ved det Sarsiske hjem: denne gjensidig æggende modsætning mellem den skøieragtigste skjemt og den dybt fængslende diskussion om de alvorligste ting mellem himmel og jord Mon det ikke var den harmoni, som udgik fra fru Sars, som gjorde, at alvor og skjemt trivedes saa broderlig og søsterlig under samme tag? Det er vemodigt at tænke paa, at latterkorene i det Sarsiske hjem pludselig er forstummet. De pleiede at overskylle alt andet; de fyldte og oversvømmede alle værelser, selv det inderste, hvor fru Sars kanske sad og fortalte sine ypperlige fantasier og erindringer for en intimere kreds. Men naar hendes døtre brast ud i en ordentlig latterduet, nyttede det ikke at være alvorlig i noget andet værelse. Alle reves med, selv om man ikke vidste, hvad man lo af. I døtrenes sang og latter er al mor’ens livsglæde kommen til fuldtonende udtryk.
I det hele var fru Sars’s liv for en stor del børnenes liv. Det moderlige hos hende pegte ligesom ud fra hende selv. Hun levede sit sterkeste liv i og for de andre. Som de digtere, der (lig Shakespeare) har gjemt sig i sine fantasibørn, saaledes havde fru Sars gjemt meget af sin naturs rigdom i sine sønner og døtre. Hun havde skjænket dem sin ungdom derhenne i det afsides hjem ved havet. Til gjengjæld gav de hende ny ungdom tilbage i den tid, som skulde være hendes alderdom. De gav hende tilbage noget af hendes egen ungdoms natur, som hun havde gjemt i dem. Ungdomsglæden omkring hende var den livseliksir, som holdt hende ung indtil det sidste.
Thi der voksede stadig op ny ungdom i kredsen.
