Side:Collin - Studier og portræter.djvu/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
8

der. Her og paa Vedøløkken er det, «Sarsekredsen» har dannet sig. I over 27 aar har fru Sars samlet unge og gamle om sig, saa mange, som huset kunde rumme, nærsagt hver søndag aften. At skrive disse søndagskvelders historie er en opgave, som jeg maa overlade til dem, som har været med fra begyndelsen af. Kun nogle faa træk skal jeg fremdrage, i det haab, at de ved sin ufuldstændighed vil bevæge nogen anden til at gi os Sarsekredsens historie[1].

En tre-fire mand, som interesserede sig for filosofiske problemer paa en tid, da filosofi ikke var paa mode her i, landet, dannede den første lille kjerne til Sarsekredsen Det var historikeren J. E. Sars og nogle af hans venner, som mødte op paa hans værelse for at drage ud paa en længere tur søndag formiddag eller eftermiddag. «Kan du ikke be dem til aftens,» sa en dag hans mor, som spøgende kaldte selskabet for den «politische Stockfisch», skjønt de drøftede alle slags filosofiske spørsmaal endnu mere end politik. Der kom Hans Ross, I. C. Krogh, stundom H. E. Berner og flere. Undertiden ogsaa P. Chr. Asbjørnsen, skjønt han hørte til en anden art af politisk stokfisk.

Brødrene Johan Ernst og Ossian Sars var begge samtidig bleven udnævnt til universitetsstipendiater, fra nytaar 1870. Da de desuden beholdt sine tidligere stillinger (Ernst Sars var assistent i rigsarkivet), syntes de, at de maatte ha hjælp til at fortære indtægten. Fru Sars havde desuden pension. Der maatte større

  1. Se fru Mathilde Schjøtt, f. Dunker, i «Ringeren», 2den aargang nr. 2—4