43 aar. Hendes mand havde med sig store og uvurderlige samlinger af havets dyr, og fru Sars havde med sig landsens gjæstfrihed og hjertelighed til hoved staden. Og der har den holdt ud i byluften (eller i dens nærhed) i 44 aar og fulgt hende fra hus til hus.
Det kan være værdt at mindes, hvor hun har boet. Først i kvæstor Colletts gaard og dernæst i Bakkehuset i Pilestrædet, hvor hendes bror, digteren Welhaven, ofte vankede. Det maa ha været med mange slags sindsbevægelse, at fru Sars fra sin prestegaard havde fulgt sin stridbare brors literære kampe. De to havde under opveksten, trods aldersforskjellen, holdt sammen og delt sorger og glæder. Kanske ikke mindst samhørige, fordi de var saa forskjellige og trængte til hinandens udfyldende temperament. Lykkeligst har vel fru Sars været, da Welhavens kampdigtning især fra slutten af tredveaarene moduleredes over i den sjælfulde elegi og den episk trygge og storstilede, stundom skjemtende romance. Welhaven havde efter dæmringsfeiden kjæmpet sin indre heroiske kamp med en dyb og nobel kjærlighedssorg og vundet større seier over sig selv og sit eget mismod end han nogensinde havde vundet over Wergeland. Da søsteren i 1854 flyttede sit hjem til hovedstaden, var Welhaven efter sin store medbeilers død Norges største digter og far til udødelige sange.
Senere bodde fru Sars paa Stangs løkke (nu Kiærs) paa Drammensveien, hvor hendes mand døde i 1869 efter et par aars sygelighed. Dernæst paa Vedøløkken, hvor der nu er en avenue. I de sidste sytten aar har familjen boet i Frognergaden paa fire forskjellige ste-
