maaskee ogsaa til at hun ønskede en kraftfuld Mand til Husets Herre. Dog, hvilke end hendes Bevæggrunde have været: Held mig og hende, at hun fulgte dem! Hendes Liv havde hidtil, især i de sidste 11 Aar, ikke været rigt paa Glæde, men for hvert Ungdomstab og Savn har hun nu i næsten 32 Aar fundet riig Erstatning. Ogsaa jeg skal stedse velsigne det Øieblik, da denne Hædersmand blev min Fader. Havde jeg været hans egen Søn, aldrig kunde han behandlet mig med større Kjærlighed og Retskaffenhed. Vistnok manglede vel ogsaa han Erfaring og Grundsætninger til at opdrage Drenge: med min physiske Opdragelse gik det altsaa sin sædvanlige skjæve Gang, hvilket man hos en Krigsmand maatte undres over; derimod arbeidede han troligen med min Moder paa at fuldende min moralske Opdragelse, og unægtelig vandt jeg derved, at jeg strax kom i et fortroligere Forhold til ham og min Moder, da han, mere ersaren og mindre tolerant end hun, gjennemskuede Heidrich ved første Øiekast og søgte at drage mig efterhaanden ud af det altfor fortrolige Forhold, hvori jeg stod til ham. Ogsaa mine udvortes Sæder søgte han at afslibe, men med liden Fremgang. Deels fandt han i mig en meget indolent og ulærvillig Discipel, der ikke havde Lyst til at lære det ringeste udenfor det litteraire Fag, deels var der saa saare liden Leilighed der i Egnen til at gjøre praktisk Anvendelse af den Theorie, han meddeelte mig. Desuden foregaaet nok en saadan Forandring lettere paa et nyt Opholdssted og i en fremmed Omgangskreds end der, hvor man er vant til at sees og taales, ja yndes med alle sine gamle Unoder, og hvor Vedkommende ikke vente stort mere af os, end de nu i en Række af Aar har seet os præstere.
Tiden gik nu eensformig indtil Sommeren 1781, da to Følelser yttrede sig første Gang i min Barm: Venskab og Kjærlighed. Kjærlighed? altsaa en lafontainisk Barneforlibelse!
