i fuldt Maal være optagen ved den uafbrudte Række af uhyre Gjennemskæringer og Udfyldninger, som begynde ved Kjekstad Bæk og Bro og fortsætte forbi Røken Station under hele Passagen over Røkens stærktcouperede Høiplateau. Blandt de mange skulle vi blot nævne et Par, nemlig Gjennemskæringerne ved Spikestad, ved Banens høieste Punkt, og Udfyldningen ved Daverud, hvilken sidste har krævet en Jordmasse paa omtrent 5,000,000 Kubikfod.
Fra en Høide af 440 Fod over Havet begynde vi ved Spikestad vor Nedstigning. Denne muliggjøres derved, at Linien er ført i en stor Bue nordover langs Østsiden af Lierdalen, hvorved den med et jævnt og uafbrudt Fald paa en Strækning af omtrent ⅝ norsk Mil endelig naaer Dalens Bund, som den overskærer ikke langt fra Frogner Kirke. Dette Stykke er vistnok det seeværdigste paa hele Linien, baade for de mærkelige Banearbeider, her have fundet Sted, og for den Natur, vi her skulle passere.
Efterat have forladt Rekenplatcauet og passeret Daveruddalen, sætte vi i en 720 Fod lang i Klippen huggen Tunnel tvers ind i Fjeldet, hvor vi for en liden Stund tage Afsked med Sol og Dag og snart befinde os i fuldstændigt Mørke. Hvad enten vi nu her skulle gaae paa Jagt efter Bjergtrolde og Underjordiske, eller maaskee snarere for en Stund selv agere saadanne — fremad gaaer det med susende Fart i Bjergets Indre. Dog, vi faae ikke lang Tid til Reflection over vor sælsomme Stilling; thi i næste Moment lysner det igjen. Vi see hvide Skikkelser fare forbi vore Vinduer og ligesom flygte tilbage til Bjerget, medens vi selv jage dem forbi og atter komme frem i Dagen. Her see vi os til vor Forbauselse pludselig i flere hundrede Fods Høide ligesom svævende paa Skrænten af en steil Brink, hvorfra vi i Fugleperspectiv overskue et Prospect af flere Miles Udstrækning og saa vidunderlig smukt, at vi fattes Ord til at udtrykke vor Henrykkelse. Prospectet er for en Del det samme, som sees fra de berømte Paradisbakker, men mange Gange større og rigere. Hvad Charakteer og Totalvirkning angaaer kan det nærmest lignes med Kongens Udsigt paa Krogkleven, der har faaet en fortjent Berømmelse. Nedenunder os ligger til Høire den fagre, frugtbare Lierdal, hvorigjennem Lierelven slynger sig i yndige Bugtninger, til Venstre og ret forud Bunden af Dramsfjorden med omgivende Fjelde, Aase og Landskaber, hvoraf vi i Sydvest mærke os Jarlsberg, Skouger og det fjernere Sandsvær og i Vest Drammen paa begge Sider af den mægtige Dramselv, hvis Løb vi kunne følge lige til Haugsund og Eker, og i hvis Baggrund vi gjenkjende nogle af Kongsbergs, Flesbergs og Thelemarkens Fjelde. Kun en dygtig Konstners Pensel vil kunne give nogen sand Forestilling om de mange herlige Billeder, der danne Enkelthederne i dette store Prospect. Det Hele har en saa fængslende og lokkende Magt, at det vist ikke vil undlade at øve sin Indflydelse paa inden- og udenlandske Tourister, som skulle behøve at reise langt for at finde et smukkere Billede.
Det skulde derfor være ønskeligt, om der i Nærheden af Tunnelen fandtes et Stoppested, hvor eet eller et Par af Trainene daglig i Sommermaanederne kunde afsætte og indtage de Reisende, da det er en Selvfølge, at en Udsigt som denne vil gjøre sit bedste Indtryk, naar den i Ro og Mag kan nydes fra et vilkaarlig valgt Standpunkt. Paa Strøget fra Tunnelen nedover vexle Billederne som i et Kaleidoskop og drage forbi vort Blik i uafbrudt Følge. Men vi faae desværre kun liden Tid til at betragte dem; thi gjennem kolossale sprængte Fjeldkløfter og Klippeporte og over gigantiske Udfyldninger og Mure flyve vi paa Dampens Vinger fremover langs de steile Fjeldsiderne ned mod Dalen, og besinde os først efter vor æventyrlige Fart, idet vi standse ved Hæg Station.
Ja, i Sandhed maa baade Farten og selve Banen betragtes som et Æventyr, hvorom vore ældste Folk i deres Barndom aldrig havde drømt. Hvem vilde vel, om blot for en Snes Aar tilbage, have vovet at fortælle, at vi i 1872 skulde see Bjergene nedbrudte og Dalene udfyldte mellem Christiania og Drammen, og en Vei, flad som et Stuegulv, lagt mellem disse Byer? Vilde han ikke være bleven mødt med Spot og Latter eller og betragtet som gal?
Efterat have forladt Lier Station, kjøre vi paa Dalens Vestside omtrent en halv Mil tilbage i modsat Retning af den, vi nyligen have tilbagelagt. Fra denne Side kunne vi fuldkomment overskue Linien fra Tunnelen af til dens Svingning over Dalbunden og modtage et Totalindtryk af det gjennemløbne Terrain. Tillige see vi nedover Dramsfjorden henimod Svelvig og derværende gjennembrudte Kæmpedæmning, hvorom Sagnet fortæller, at den i de ældste Tider tvang Dramselven til at falde ud i Sandebugt gjennem Kobbervigsdalen, hvoraf Kobbervigstømmeret endnu har sit Navn, og at den slap sit Spændtag og hele Dramselven med derved, at et Par Fiskere ved stor Flom grove en Rende gjennem den, for desto lettere at kunne slæbe sine Baade ned til Saltsøen. Dog, vi lade Sagn være Sagn. Vi fortsætte vor Vei videre, og ligesom vi ved Afrejsen fra Christiania begyndte vor Udflugt med en Prøve paa Jernbanefart til Søes, saaledes ende vi den ogsaa. Knapt ere vi komne frem til Dramselven, eller her maaskee rettere Fjorden, ved den østlige Ende af Bragernæs, førend vi dristigen sætte afsted udover denne og efterat have passeret en Pælebro af 3821 Fods Længde lægge i Land paa Strømsø og ende vor interessante Kjøretour ved at stige ud af vore Coupeer paa Randsfjordsbanens Station ved Drammens Bro.
Denne Banes store Betydning, at den nemlig tjener som Forbindelsesled mellem fem af det sydlige Norges Byer med deres respective Oplande, vil det være overflødigt nærmere her at dvæle ved. Det tør være de ærede Læsere bekjendt, at ved den har en Befolkning paa omtrent en halv Million Mennesker erholdt et stort Fællesmarked, hvad enten man nu vil kalde dette Christiania eller Drammen, eller begge disse Byer tilsammen. At denne Befolkning herved har faaet flere og større Fællesinteresser end nogensinde før, vil forstaaes af sig selv.
