Farten langs Gjellumsvaudet med dens vilde Romantik — hvor den overhængende Klippevæg synes ligesaa beredt til at styrte sig udover og knuse det forbijagende Tog som den nedenunder lurende dybe Sø synes færdig til at modtage og lade det sporløst forsvinde, lig hin Sagnets Klokke, og hvor en pludselig fremstyrtende Fjeldelv for et Øjeblik kan overdøve endog Trainets Brusen — tilbagelægges ikke uden med en vis trykkende Følelse. Meget mere ønske vi, grebne af et Slags Gru, om muligt i endnu høiere Grad at anspore de bevingede Hjul, og vi aande først lettere, naar vi ved Søens søndre Ende see Fjeldene trække sig lidt tilbage og levne Toget Plads til at løbe nogenlunde frit henad Sletterne, som nu for et Stykke Vei danne Dalbunden. Her kunne vi under gunstige Omstændigheder nyde Synet af den pragtfulde Hængefos, der springer ned over Klipperne ved Underland. Men det er desværre kun ved Regn og Flom den tager sig seeværdig ud. Overalt passere vi en Mængde smukke Smaapartier, der dannes ved en Bæk, som, fra Røkenplateauet af følger Dalen, idet den bugter sig frem mellem Enge, Aase og Skovlier. Vi ville dog ikke dvæle videre ved dem, da de indbyrdes væsentlig ligne hverandre og ikke have noget Særeget at fremvise. Derimod vil vor Opmærksomhed
