Det er Guds Styrelse, trofaste Normænd, at Jeg, Norges Thrones
Odelsbaarne, i denne Stund er midt iblandt Eder; nu kunne I vorde
reddede ved den Samdrægtighed, som luer i Eders Barm.
Jeg har hørt Folkets lydelige Stemme for Uafhængighed, for djærv og ubetinget Modstand imod fremmed Vold; dette er Kald nok for Mig, der besjæles af varm Følelse for Norges Held og Hæder, til at forblive iblandt dette trofaste Folk, naar det gjælder dets Selvstændighed, og saalænge Min Stilling kan bidrage til at vedligeholde Orden og Rolighed blandt Normænd.
Af Forsynet bestemt til i denne Stund at styre Riget skal Jeg med kraftig Haand, uden at ændse Farer eller Møie, værne om Norges Sikkerhed og holde Lovene i Hævd.
En Samling af Nationens selvvalgte oplyste Mænd skal dernæst, ved med Viisdom og Samdrægtighed, at bestemme en Regjeringsform for Norge, give denne Stat fornyet Kraft imod aabenbare og hemmelige Fiender, og af dens Bestemmelse vil det afhænge, om Jeg fremdeles skal rygte det Hverv, hvortil Nationens Ønske i denne Stund kalder Mig.
Elskede norske Folk! Mange Prøver har Jeg allerede modtaget paa Eders Kjærlighed og Tillid. Blandt Eder vil Jeg stedse finde Mig glad og tryg. Fred og derved oplivede Næringsveie og Velstandskilder, vil Jeg stræbe at erhverve, og ingen Idræt være mig vigtigere, end at afvende Krigens Plager fra Norge. Kun naar Voldsmænd krænke Rigets
