Side:Christian Frederiks kundgjørelse av 19. februar 1814.djvu/2

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Det er Guds Styrelſe, trofaſte Normænd, at Jeg, Norges Thrones Odelsbaarne, i denne Stund er midt iblandt Eder; nu kunne I vorde reddede ved den Samdrægtighed, ſom luer i Eders Barm.

Jeg har hørt Folkets lydelige Stemme for Uafhængighed, for djærv og ubetinget Modſtand imod fremmed Vold; dette er Kald nok for Mig, der beſjæles af varm Følelſe for Norges Held og Hæder, til at forblive iblandt dette trofaſte Folk, naar det gjælder dets Selvſtændighed, og ſaalænge Min Stilling kan bidrage til at vedligeholde Orden og Rolighed blandt Normænd.

Af Forſynet beſtemt til i denne Stund at ſtyre Riget ſkal Jeg med kraftig Haand, uden at ændſe Farer eller Møie, værne om Norges Sikkerhed og holde Lovene i Hævd.

En Samling af Nationens ſelvvalgte oplyſte Mænd ſkal dernæſt, ved med Viisdom og Samdrægtighed, at beſtemme en Regjeringsform for Norge, give denne Stat fornyet Kraft imod aabenbare og hemmelige Fiender, og af dens Beſtemmelſe vil det afhænge, om Jeg fremdeles ſkal rygte det Hverv, hvortil Nationens Ønſke i denne Stund kalder Mig.

Elſkede norſke Folk! Mange Prøver har Jeg allerede modtaget paa Eders Kjærlighed og Tillid. Blandt Eder vil Jeg ſtedſe finde Mig glad og tryg. Fred og derved oplivede Næringsveie og Velſtandskilder, vil Jeg ſtræbe at erhverve, og ingen Idræt være mig vigtigere, end at afvende Krigens Plager fra Norge. Kun naar Voldsmænd krænke Rigets