Normænd! Kundbart er det for Eder, at Hans Majestæt Kong Frederik den Sjette, uagtet sin Kjærlighed til det norske Folk, som Vi taknemmeligen erkjende, nødtes til, ved den Svenske Regjerings Rænker, understøttede af talrige Hære, at frasige sig sin Ret til Norges Throne. Med Harme have I erfaret, at I ere overgivne til en Regjering, der har viist Eder den Foragt, at troe, ved søde Ord og tomme Løfter, at kunne lokke Eder til Utroskab imod Eders Konge, ligesom den og har udøvet det aabenbare Fiendskab, midt under Freden, at ville udhungre Eder, for ved dette umenneskelige Middel at rokke det Mod, som den vidste ellers at være urokkeligt; og nu tiltroer den Eder den Svaghed, godvilligen at ville underkaste Eder det Svenske Aag og samme Ulykker, som Sveriges Sønner nu maae taale, for en Udlændings Herskesyge og fremmede Penge at stride i fremmed Land.
Dog det frie norske Folk kan selv bestemme sin Skjæbne.
Sværger at ville hævde Norges Selvstændighed; kræver Gud, den Almægtige, til Vidne paa Eders Eeds Oprigtighed; og nedbeder Himmelens Velsignelse over Eders elskede Fædreneland.
