Side:Christian Frederiks kundgjørelse av 19. februar 1814.djvu/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Kundgjørelſe.

Normænd! Kundbart er det for Eder, at Hans Majeſtæt Kong Frederik den Sjette, uagtet ſin Kjærlighed til det norſke Folk, ſom Vi taknemmeligen erkjende, nødtes til, ved den Svenſke Regjerings Rænker, underſtøttede af talrige Hære, at fraſige ſig ſin Ret til Norges Throne. Med Harme have I erfaret, at I ere overgivne til en Regjering, der har viiſt Eder den Foragt, at troe, ved ſøde Ord og tomme Løfter, at kunne lokke Eder til Utroſkab imod Eders Konge, ligeſom den og har udøvet det aabenbare Fiendſkab, midt under Freden, at ville udhungre Eder, for ved dette umenneſkelige Middel at rokke det Mod, ſom den vidſte ellers at være urokkeligt; og nu tiltroer den Eder den Svaghed, godvilligen at ville underkaſte Eder det Svenſke Aag og ſamme Ulykker, ſom Sveriges Sønner nu maae taale, for en Udlændings Herſkeſyge og fremmede Penge at ſtride i fremmed Land.

Dog det frie norſke Folk kan ſelv beſtemme ſin Skjæbne.

Sværger at ville hævde Norges Selvſtændighed; kræver Gud, den Almægtige, til Vidne paa Eders Eeds Oprigtighed; og nedbeder Himmelens Velſignelse over Eders elſkede Fædreneland.