Oktober 1814Med min avreise fra Norge begynder saa at si et nyt avsnit i mit liv, og jeg har viet disse blad til en nøiagtig skildring av det.
10Det var altsaa om kvelden den 10de oktober 1814 at jeg reiste fra mit landsted paa Ladegaardsøen for at gaa ombord i kommandør Fastings lugger, som laa forankret like ved stranden. Det var svært mørkt hin kveld, og vi gik ned til stranden ved fakkellys; det var et sørgetog, egnet til at faa et hjerte av staal til at bløde. Jeg støttet mig til Falsens arm, og jeg talte rolig om hvorledes jeg skulde kunne brevveksle med ham den korte tid han forblev i Norge. Heldigvis hadde ulykkerne i den grad nedbrudt mig eller gjort mig saa ufølsom at jeg i hin stund følte mindre bitterhet end tanken paa dette optrin senere har voldt mig. —
Jeg tok et hjertelig farvel med Elieson og Krogh, som fulgte mig like til stranden, og gik straks ind i luggerens kahyt. — Holsten traadte ind snart efter, trykket min haand med et ansigt og med ord som uttrykte hans fortvilelse, og som hadde sin aarsak i hans hengivenhet for mig. Jeg sa rolig til ham: „La os takke Gud, fordi jeg nu har det meget bedre her nu end forrige gang; da (ved min tilbakekomst fra Moss) var jeg som gal, men nu har jeg gjenvundet min fornuft, og jeg er roligt“ — —
„Ja, Deres Høihet“, svarte han mig, „De har hat altfor stor motgang; en engel fra himlen vilde ikke ha kunnet ført denne sak til en lykkelig utgang med saa smaa midler“. — Vi rodde hele natten, og
11den 11te om formiddagen laa vi side om side med briggen Allart, som
hadde ankret nær Jeløen utenfor Moss. Det var stille, og jeg nyttet tiden
til at skrive til min ven Anker i London for at sætte ham ind i min
nuværende stilling, for at gjøre ham rolig og for at paalægge ham selv
