uten statsraadets vidende at prøve at faa engelsk og russisk garanti for den grundlov som det norske storting nærmere skal fastslaa, for nærværende i forstaaelse med den svenske konges utsendinger. —
Med hensyn til mig personlig, paala jeg ham saa snart som mulig at underrette mig om jeg vilde være velkommen i England, og særlig om det kunde være noget at beslutte der med hensyn til en forbindelse med prinsessen av Wales, noget som kunde bli til største nytte for Danmark og likesaa med tiden kanske for Norge; en vil altid smigre sig med haabet. — Mit hjerte hænger altid ved dette kjække folk. —
Den 12te om morgenen lettet vi anker, men fuldstændig vindstille hindret os i at komme videre; en kanonbaat som kom til os, blev brukt til at ta briggen paa slæp like til den lille havn Larkollen, hvor vi blev om natten. —
Den 13de om morgenen førte en gunstig vind os til bugten ved Vallø, hvor vi ankret et stykke fra den engelske krigsslup Briseis, kaptein Jackson, som var sendt paa befaling av hr. Forster, britisk utsending ved hoffet i Kjøbenhavn, for at føre mig til Danmark, hvilket jeg hadde mottat for det mulige tilfælde at uforutsete hindringer vanskeliggjorde overfarten paa en norsk brig. Men da denne grund ikke gjaldt, fordi det norske mandskap hadde det rette sindelag og holdt av sine officerer, maatte man nu paa en høflig maate prøve at bli av med den engelske kaptein; jeg skrev et brev til ham og takket ham for han tjeneste, som jeg dog ikke kunne dra nytte av, og kaptein Holsten gik ombord for at overrække ham dette brev. Han hadde indredet sin kahyt paa det bedste, og mit billede hang der. Kaptein Jackson kom ombord i gallauniform, og jeg sa ham nogen høflige ord, som passet for leiligheten; han spiste ogsaa frokost ombord og drak min skaal. — En time senere saa vi Briseis sætte seil mot England med bedst mulig vind. Kapteinen tok med sig brevet til Anker i konvolut til Hornemann, og han sa til Holsten, som spurte ham om det, at han var rede til at føre mig til den engelske havn jeg vilde; men da jeg intet hadde hørt fra Anker, kunde jeg ikke engang tænke paa det. —
Vor brig fulgte Briseis i en mils avstand til Færder, men derfra tok vi en anden vei, noget som ogsaa gjorde at vi om natten fik ugunstig vind; den var meget sterk s. s. ø., saa at kaptein Lous besluttet at snu, og vi ankret i Fredriksværn den 14de kl. 11 om formiddagen. Jeg
