oplysning vil undersaatterne altid krype i mørket, og dette vil brede sig under hele hans regjeringstid. —
Det blev den 4de slaat fast i statsraadet, at grundloven kræver at
et av dets medlemmer skal gi indberetning om de saker som
vedkommer oplysningskomitéen, og hr. Rosenkrantz blev utset til dette
hverv. —
5Den 5te kom den engelske utsending; jeg lot kammerherre Holten
hilse ham velkommen i Drammen, og gesandten viste sig meget venlig
mot ham. Han sier uten at betænke sig, at han er sendt for at erklære,
at England ikke kan gaa fra sine traktater og skaffe nordmændene
selvstændighet; men det er paa samme tid overraskende, at han næsten
med ringeagt taler om Bernadotte — som han kalder ham, idet han
forsikrer, at det er intet engelskmændene heller vil end se ham styrtet.
Han har tat ind hos Haxthausen og skal bo hos ham. —
6Den 6te var en merkedag for mig. Jeg mottok den engelske
utsending hos mig kl. 2 paa Ladegaardsøen. Det første jeg sa til ham
var, at jeg med en ganske overordentlig tilfredshet saa en utsending
fra min fætter, Storbritaniens prinsregent, her i Norge, hvor man var
vant til at regne engelskmændene som sine bedste venner, og det var
i denne egenskap jeg mottok ham. —
„Det som jeg har at si Deres Høihet er slet ikke behagelig, og derfor har jeg bedt hr. Haxthausen om at la Dem forut vite det".
„Min herre, jeg ber Dem si mig alt det som Deres instruktioner lyder paa“.
„Mit ærinde er helt enkelt," sa han, „at erklære for folkets repræsentanter, at England ikke kan gaa fra sin overenskomst med Sverige, og at det følgelig ikke kan ta sig av det norske folks sak, før det har erkjendt Sveriges overhøihet".
Jeg sa ham meget rolig: „Tør jeg spørre Dem, om man i England vet, at hele folket er grepet av fælles iver efter at verge sin selvstændighet og sin ret, eller om man tror at det bare er et parti som har tat ledelsen i Norge"?
