at de forbundne magter ønsker at fred raader overalt, og at intet forstyrrer den. Men hvis de ser, at det norske folk og jeg viser fasthet i det vi har besluttet, saa kanske de vil være ta i betænkning at tilintetgjøre et fredelig folk og at tænde krigsflammen i Norden. —
Jeg har talt med Sommerhielm, og bare med ham, og han har indtrængende bedt mig om ikke at vakle. Jeg vet jo ogsaa, at folket kræver fasthet i sin konges beslutninger, og jeg vet, at en adresse vil bli sendt mig, hvori det uttales, at folket ønsker fred og god forstaaelse med alle magter og især med Sverige; men at det vil vaage altfor at verge sin frihet og selvstændighet, og at det foretrækker døden for trældom.
Bør da jeg, i spidsen for et slikt folk, være i tvil om hvilket parti jeg skal ta? Nei, nei — komme saa hvad Gud vil. —
19Jeg hadde sammenkaldt riksforsamlingen til kl. 11, og jeg gik dit,
fulgt av en deputation fra riksforsamlingen, mit raad og min stab.
Jeg holdt en tale, hvori jeg erklærte at ville motta kronen, og jeg svor
at ville regjere Norge overensstemmende med grundloven og lovene. Jeg
mindet om en av mine forfædre Kristian den 4de, og jeg sa, at min søn
snart skulde lære at holde av ham og følge i hans spor; folkets
kjærlighet vilde da gaa i arv til ham og bli ham endnu mere dyrebar end
selve kronen. — Jeg opfordret riksforsamlingens medlemmer til ogsaa
at avlægge ed til grundloven, og paa præsidentens opfordring blev
eden avlagt med begeistring. Derefter gav jeg en oversigt over vor
stilling, som hittil hadde været fredelig overfor de andre magter; men
samtidig erklærte jeg, som sandt er, at mine sendebud ved de fremmede
hoffer endnu ikke hadde avgit sine indberetninger. — Jeg meddelte min
brevveksling med kongen av Danmark siden den 23de februar om
regenskapet og briggerne og om kommissærenes opfordring. —
Til slut opløste jeg riksforsamlingen. Bifaldsrop fulgte mig, da jeg forlot forsamlingen. —
Straks efter var der kur hos mig; men jeg sa bare faa ord, da jeg var dypt rørt. Det er ved Gud en stor, stor beslutning; men hvad gjør man ikke for et folks lykke, og naar man tror paa Gud? —
