Side:Christian Frederiks Dagbok.djvu/199

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
190
CHRISTIAN FREDERIKS DAGBOK 1814

at tro er et tegn paa agtelse for mig. Han yder mine rene og oprigtige hensigter retfærdighet; men sier paa sit svensk, at han i mig ser en mellemmand mellem kongen og hans nye undersaatter, og at han vil faa mig til at spille denne rolle for at avvende de farer som truer mit og det norske folks hode. Hr. Flack syntes mig uten tvil at være en slu mand, men desuten slik som feltmarskalken sikkert ogsaa er, en meget velsindet person, som gjerne ser alt ordnet paa den venskabeligste maate; men hvad det angaar at ofre sine krav — det vil disse herrer ikke. Det er særlig hatet til og frygten for Rusland og den usikre tilstand som opstaar derved at de to folk er adskilt som de angir som grund for sin politik: at ville ta Norge; jeg søkte at forsikre ham om, at vi ogsaa vilde følge samme politik, og at et forbund vilde være langt mere lykkebringende end en fremtvunget forening, som altid vil være en kilde til oprør. Jeg lot ham forstaa den uvilje som Nordens folk har til at la sig regjere av en fremmed, som ikke engang forstaar landets sprog; men hertil svarte han, at sønnen talte svensk, og at hans efterkommere vilde være indfødte svensker — kort sagt: jeg kan ikke rose mig av at ha omvendt ham med hensyn til hans politiske grundsætninger; men jeg tror, at jeg har vundet personlig i hans øine ved denne samtale paa en halvanden times tid, og Gud vet hvad dette kan føre til.

Jeg er overbevist om, at svenskerne ikke tænker paa at angripe os før riksdagen er traadt sammen, noget som har meget at si, og jeg tror at ha vundet endnu mere tid ved at si ham som sidste ord: „Hils marskalken fra mig og si ham hvor meget jeg sætter pris paa dette bevis paa hans agtelse og tillid; jeg vil altid verge det folks rettigheter som nærer tillid til mig, og jeg ser for tiden ingen grund til frygt for folkets skjæbne. De tidender som kommer fra Sverige, er for det meste smigrerier, som stammer fra kronprinsens hovedkvarter; jeg maa selv se faren og dømme om den med egne øine. Hvis alle Europas magter og især England efter den almindelige fred slaar sig sammen mot Norge, da vil jeg gi folket et billede av rikets virkelige stilling, og det kan da vælge om det vil komme til en ordning med Sverige eller verge sig; det skal ikke være mig, som av personlig ærgjerrighet hindrer et fredelig opgjør, men hvis nationen trods alle disse farer vil verge sig, da skal jeg heller ikke være den, som vil prøve paa at faa den fra det“ —