friske norrøna-begeistrings dage virkelig hadde forsøkt at forfatte i det «nationalsprog» som han frydet sig over at finde rekonstruert i Aasens grammatik — han skrev jo svensk, tysk, engelsk og fransk med lethet, og har bevislig moret sig med at sætte op «originale» dokumenter paa oldnorsk. Om han virkelig har indlatt sig paa et slikt forsøk, kan det ialfald vel tænkes at han orde erfaringer svarende til den skildring som ovenfor er gjengit. Og saa har romantikerens norrøna-drøm efter opvaakningen omsat sig i den nøkterne trøst som har lagt ham følgende sætning i pennen: «Om jeg anlægger en antikvitetssamling, er det dog ei min hensigt at gaa i felten med de gamle sverd, smykke mig med de gamle hauger, skyte vildt med de gamle buer o. s. v.; like saa litt som det er min hensigt at bruke oldnorsk i daglig tale fordi jeg gransker det og fryder mig ved dets literaturs rike skatter, eller folkesproget fordi jeg benytter de herlige oplysninger det i sproghistorisk og derved middelbart i folkehistorisk henseende kan gi.»
Striden med Knud Knudsen førte Munch til at drøfte hans «landsgyldige» uttale av dansk-norsken. Som bekjendt hævdet Knudsen den østlandske tale og betoning som mønsteret; Munch var jo selv østlænding, men dømte allikevel østlandsk uttale fra teater eller talerstol forkastelig som «bred, plat, raa, uæstetisk». «Kristiania publikum har i den senere tid, da det fik høre den bergenske uttale paa teatret, fremdeles vist sit sunde instinkt ved at lytte til denne uttale, ei alene uten at dra paa smilebaandet, men og med øiensynlig velbehag. Det var naturlig, ti instinktet sa at man endelig her hadde faat den egte, nationale uttale at høre …… Opstiller vi den østlandske uttale og det østlandske ordforraad som rettesnor og hjælpe-
