ny sprogreformation som efter Munchs opfatning saa omtrent svarte til den han hadde haanet ihjel for 20 aar siden! Nu gik det for vidt; han fandt ingen grund til at bruke høviske ordelag: «Jeg har sagt at hr. Knudsens hele standpunkt laborerer av smakløshet. Jeg gjentar det: sprogprojektet er helt igjennem smakløst.»
Ovenpaa den dype skuffelse kom bakslaget. Den radikale romantiker fra 48 var i 53 blit ræd for den aand han selv hadde mant frem. Nu lyder det: «Og for at hele folket skulde kunne opnaa det maal sprogreformatorerne opstiller, nemlig et virkelig fælles norsk skriftsprog, der begyndte hvor vi slap i det 15. aarhundrede, maatte hele nationen ha levet sig tilbake paa det 15. aarhundredes kulturtrin, eller maatte i det mindste ha steget ned til det samme kulturtrin paa hvilket almuen i vore mest avsides bygder befinder sig. Uten de behørige omgivelser vilde sproget ei kunne trives. Det norske sprog hr. K. gradvis vil ha gjennemført, vilde sykne hen i betrukne værelser, mellem mahogni-møbler, paa gulvtepper, med inden- og utenlandske aviser, vel fyldte bokhylder, under larmen av dampskibe, jernbaner og fabrikker. Det trænger til bjelkevæggen, peisen og røkstuen, kort alle det primitive folkelivs attributer. Det vilde befinde sig allerbedst i de gamle haller, med straabestrødd jordgulv og ljore, med ildstedet langsefter gulvet, øl— og mjødbollerne ved døren, drikkehornene paa bordet, overhode under det middelalderske liv og den middelalderske raahet … Man taler et forældet sprog fordi man befinder sig paa et forældet kulturtrin; men man bringes ogsaa umerkelig hen paa dette kulturtrin ved at leve sig ind i det forældede sprogs idékreds og tankegang.»
Man kunde fristes til alt gjette at Munch i sin
