NOREGSVELDI.
Den lærde professor var ikke karrig overfor publikum, og kjendte sig fri for alt snobberi som forfatter; likesom han kunde skrive skolebøker, holdt han sig heller ikke for god til at tegne skolekarter. Ja, han undslog sig ikke engang for at levere et sæt bitte smaa barnekarter (ca. 9 cm. i firkant) med naturhistoriske og etnografiske randtegninger til en «Geografisk Børnelærdom» med hukommelsesrim, som den siden bekjendte skolemand Hans Siewers i sin ungdom bearbeidet fra tysk.
Til gjengjæld lot historikeren og sprogforskeren sin store lærdom komme til sin fulde ret da han i 1849 utarbeidet sin «Historisk-geografisk Beskrivelse over Kongeriket Norge (Noregsveldi) i Middelalderen». Hans ven Lange, som i mellemtiden var flyttet ind til Kristiania som Wergelands eftermand i riksarkivet, og her hadde været vidne til Munchs forstudier, meddeler med beundring at verket midt under mangehaande andre literære sysler blev «fuldendt i et tidsrum som for andre neppe vilde forslaat til en enkelt avdelings nogenlunde forsvarlige behandling». Denne fortræffelige haandbok, som den dag idag er den greieste retledning i emnet, indeholder en uttømmende navneliste over samtlige steder som overhodet nævnes i sagaer, jordebøker og breve fra middelalderen indenfor rikets daværende grænser, saaledes ogsaa i skatlandene i Vesterhavet. Byer og borger beskrives, kirkelig og administrativ inddeling fastslaaes: fylker, sysler, fehirdsler, lagdømmer, skipreider, biskopsdømmer, prestegjeld og sogn; fjorder og øer, indsjøer og elver, fjeld og daler, kirkesteder og klostre, grænder og gaarder regnes op med sine gamle navn — og gamle navn stedfæstes. I en fortale gav forfatteren den første sprogvidenskabelige retledning til at hitte
