fjorden og Etne. — overhodet er det først ved mine kart-arbeider blit mig ret klart hvor meget, ja hvor utrolig meget det topografiske studium hos os arbeider for historien. Saaledes f. eks. har De til Deres Klosterhistorie for kuriositets skyld studert den nye akkurate og vidtløftige matrikul og anmerket alle de mange med munk- eller maaske kloster- sammensatte navne? Nu f. eks. Nanset ved Larvik, der saavidt jeg erindrer findes skrevet «Nonnusetr» d. e. enten Nönnu-(Nannas) setr eller Nunnusetr……»
Nærværende anførsel av et svar paa en fagbrors spørsmaal godtgjør noksom hvor grundig og med hvor oplatt øie og vaaken historisk-realistisk fantasi den unge bokgransker arbeidet, naar han til en avveksling tyet til studier i marken. Just de to foregaaende sommerferier hadde han med universitets-stipendier befaret fjeldovergangene mellem Telemarken, Numedal og Hallingdal, Voss og Hardanger for at samle førstehaands oplysninger til sit kart-arbeide.
Den første frugt av dette var det farvetrykte kartblad som ledsaget hans kollega, geologen Keilhaus store folioverk «Gaea Norvegica»s (Norges faste overflate) andet hefte i 1844. Dette Munchs kart fører titlen «Erster Versuch einer geognostischen Karte von Norwegen» og meddelte for første gang et anskuelig begrep om Norges fjeldbygning. Med verkets tredje og sidste hefte fulgte resten av Munchs kart i 1850. At han paatok sig dette tegnearbeide til belysning av en anden forskers iagttagelser, vidner ialfald om at historikeren ikke har skyet den umake at indforlive sig i selve den fysikalske grundvold for opfatningen av fædrelandets naturforhold og utseende.
Og allerede i aaret 1845 forelaa hans eget
