Hopp til innhold

Side:Brinchmann - Nationalforskeren P. A. Munch.djvu/39

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
34
LÆRLINGER

avhandling om hvor vanskelig det er at vælge sprogform naar man vil gjengi folkevisetekster efter uttalen; den selvlærte maalgransker fandt i dette stykke snart en villig lærling i den unge Sophus Bugge. Men foreløbig aapnet den lille viseutgave Munch adgang til ogsaa at øve bestemmende indflydelse paa det hovedkildeverk som telemarkspresten M. B. Landstad stod ifærd med at utgi.

Det blev fremdeles Munch som gav de første fuldt videnskabelige bidrag til løsningen av det arkæologiske spørsmaal som fremfor noget andet interesserte det norske folk netop i hin endnu umetodisk famlende nationalromantiks første tid, idet han ved en avhandling i 1848 redegjorde for de gamle kildeskrifters meddelelser om Nidaros domkirke. Herved kom han til at bli den unge arkæolog N. Nicolaysens store veileder, og utpekte sig tillike som den rette mand til sammen med den unge tyske arkitekt H. E. Schirmer at bli betrodd den historiske undersøkelse der danner utgangspunktet for alt senere arbeide med gjenreisningen av det forfaldne og vanskjøttede bygverk.

Ikke før var Keysers og Munchs Gamle Love blit utgit, saa er en ung jurist straks ifærd med at granske den norske retshistorie efter strengt videnskabelig metode; i sine sidste leveaar hadde P. A. Munch ingen mere trofast ven end just denne sin lærling, Fr. Brandt. Ogsaa Brandts jevnaldrende kollega T. H. Aschehoug uttaler i sin historiske fremstilling av Norges Statsforfatning, at han følger i Munchs og Keysers fotspor.

Vaaren 1841 var historielæreren ved sjøkrigsskolen i Fredriksværn gaat igang med at samle stof til besvarelse av Trondhjems Videnskapsselskaps prisopgave «De norske Klostres Historie»; paa henvendelse fik han straks laane Munchs hjembragte