«De blev medarbeidere, uagtet Keyser var en fra Munch vidt forskjellig natur, mindre omfattende, roligere og mindre fremadskridende. Keyser var det som først indførte studiet av vort gamle sprog og av den i dette skrevne islandske og norske literatur ved vort universitet. Han virket mere end Munch gjennem forelæsninger. De var omhyggelig utarbeidet og fremført i en sirlig form, mens Munchs forelæsninger tit hadde improvisationens formløshet, stundom dens friskhet med tindrende glimt indimellem.»
Efter at ha holdt sine prinse-forelæsninger gik Munch i 1846 over til at foredrage de nordiske sprogs ældre historie, belyst ved sammenligning med gotisk og angelsaksisk. Vi skal senere hen se at han paa dette omraade kom til resultater som fik grundlæggende betydning for germansk sproghistorie. Desuten foredrog han fra 1848 de nordiske folks oldhistorie og læste fra 1855 over de europæiske folkeslags oprindelse og indbyrdes slegtskap — emner som han aldrig blev træt av at utrede i videnskabelige avhandlinger.
MELLEMMANDEN.
Som vi allerede nu fatter, var det strengt tat ikke som lærer ved universitetet at P. A. Munch vandt sit store navn. Sit ry og sin til slut vældige indflydelse erhvervet han gjennem sit utrættelige forfatterskap. Sin uutslettelige indsats i nationens utvikling gjorde han desuten ved at bli høvdingen og — som Sophus Bugge har uttrykt det — anden overalt drivende og indflydelsesrike videnskabelige mellemmand» for den begeistrede virksomhet inden alle omraader av nationalhistorisk forskning som efter hvert tok til at gro op omkring ham og Keyser.
