Side:Brinchmann - Nationalforskeren P. A. Munch.djvu/32

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
29
PAA KATETERET

den nye konges tre unge sønner — to av dem blev selv med tiden konger, Karl og Oscar — en utsigt over sagaliteraturen.

Som lærer og eksaminator ved universitetet var Munch vistnok ikke altid helt heldig. Hans store lærdom overvældet ham undertiden; ialfald beretter sagnet, at hans spørsmaal til andeneksamen kunde falde lovlig langt ute i utkanten av hvad man med rimelighet bør kræve at en student skal huske. Om hans forelæsninger kan man finde motstridende vidnesbyrd. Saaledes forsikrer en av hans fordums tilhørere, «at hans tilhørere var henrevne, ikke blot ved det flytende, formfuldendte foredrag og det milde og behagelige organ, men endnu mere ved hans aandfulde, levende skildringer, der aapnet os nye syner. Begivenheterne traadte frem i den klareste dag, og personene tegnedes med psykologisk finhet og dybden Vedkommende gjør imidlertid det forbehold at «Munch ikke hadde noget sterkt organ; festtaler var han derfor ikke». Derimot siger hans begeistrede biograf P. Botten-Hansen: «Uagtet sin store lethet i skriftligen at behandle et emne, manglet Munch evnen til mundtlig foredrag. Han var en gemytlig og lun fortæller, men paa katetret eller som taler var han litet hjemme. Han optraadte derfor ogsaa næsten aldrig offentlig og kom efterhaanden mere og mere til overbevisning om at katetret ikke var hans egentlige plads, og at derfor baade han og universitetet vilde være bedst tjent med at han anvistes en derfra avsondret uavhængig virkekreds.» Og professor Ernst Sars skriver i en omhyggelig kritisk karakteristik av sin beundrede forgjænger:

«Jeg besøkte i mit russeaar nogen ganger Munchs forelæsninger, og mindes at jeg blev høilig skuffet. Docentgjerningen var aabenbart noget han hverken