som bestyrte begge rikers konsulatvæsen, anvendte samme symbolik i sine segl. Selv i det ellers loyale norske finansdepartement fremkaldte dette harme; man lot resolut en gjørtler stikke signeter til rent norske konsulater og skrev en hvas indstilling, som blev den første foranledning til nedsættelsen av den første unionelle revisionskomité. — Samme høst flyttet Henrik Wergeland for godt fra farens prestegaard ind til Kristiania som amanuensis ved universitetsbiblioteket, og satte straks liv i leiren ved at faa istand en fest til «Fædrenes Minde» i likhet med den han til avsked hadde foranstaltet hjemme paa Eidsvold. Her var det han fandt leilighet til at kaste frem den sætning som i mindst en menneskealder blev den norske nationalforsknings motto:
«Vort Norge og fortidens Norge synes som to avbrutte halvringer, der passer paa det nøieste sammen; mellemalderen kun som den uegte lodning, som vi bryter væk for at hele de egte led.»
Dagen efter denne Wergelandske fest i Studentersamfundet laa Welhavens lille sonnet-hefte «Norges Dæmring» paa disken hos byens bokhandlere.
Make til opstyr hadde det unge Norge ikke endnu været utsat for. De faa og smaa blade var uke efter uke fyldt av vild polemik pro og contra. Blandt dem som i stridens største hete hug forsvarlig om sig under Welhavens fane, finder vi ogsaa hans trofaste drabant Peter Andreas Munch: Schweigaard færdedes endnu utenlands. Utpaa vinteren sørget Wergeland for et muntert intermezzo ved at slynge sin uforskammet vittige farce «Papegøien» midt op i hurlumheien.
Slik var de sidste indtryk Munch tok med hjemmefra, da han paa vaaren 1835 — efter at ha holdt bryllup — med sin unge brud og sin lærer
