Men det kommer nok med Civilisationen; allerede nu kan man se, hvorledes Kvinderne ved Stationerne brisker sig som Paafugle i farverige Stoffe. Staten betaler med Tøi, og de Damer som er kommet i nærmere Berøring med de Hvide, har ofte modtaget som Gave „Rester“ af Fløil og Silke og fine Tøier, indkjøbte til det Brug i de billige Magasiner i Bruxelles. Men Klædedragten bliver alligevel enkel; den kræver intet Studium; de tager sit Stykke Tøi, 1½ Meter langt og „dobbelt Bredde“ og vikler det om den bare Krop; det bindes sammen over Brystet, saa Skuldrene, Armene og Fødderne nedenfor Ankelen er nøgne. Man ser, ret som det er, en velskabt Negerinde saaledes draperet i rød knitrende Fløil eller i blaa spragende Silke og med fint Hovedtøi; er de rigtig af de upper ten, har de ogsaa et uægte Sølvbelte om Livet. De krummer sig af Koketteri og ved saa godt, at disse løstsiddende Togaer kun bidrager til at fremhæve deres Yndigheder.
Kommer man et Stykke Vei bort fra Stationerne, saa skifter Sceneriet. Forfænge-
