sine Landsbyer, modtagende Kvinder og Børn, stort og smaat og alt rørligt Gods; def lygtede ind i de dybe Skove og flakkede om fra Sted til Sted. Dette blev naturligvis snart meldt hid af en af Skovvogterne, og en Underofficer, en grei og uforfærdet Kar sendtes ud med en Trop Soldater for at opsøge og faa Tag i Flygtningerne; han havde Ordre om at gaa taalmodig og forsigtig tilverke og ikke at løsne et Skud, med mindre han og Troppen blev angrebet; man kan jo ikke forlange af nogen at han skal rolig lade sig lansere over i den anden Verden.
Troppen var ude en Uges Tid; den fandt nogenlunde snart „Strikernes“ forskjellige Leirpladse; den havde bare hver Nat under „marscherende Bevogtning“ at liste sig frem i al Stilhed, for saa ved Dagens Frembrud at overraske de forfærdede Rømlinger, hvoraf de fleste lynsnart overgav sig; de indfangne Flygtninger sendtes efterhvert hid til Stanleyville under Bevogtning. Hver Dag saa man ankomme Grupper af Indfødte af alle Aldre og Kjøn. Hvad gjorde man saa med disse Folk? Jo, det var ganske enkelt og ligetil. Distriktschegen foreholdt dem, at de ikke kunde vinde noget ved saaledes at rømme
