slutning; men ikke hos alle; thi i Tidens Løb har ca. 25,000 Mænd og Kvinder ladet sig engagere som Statens Arbeidere, — paa Dampbaadene, ved Jernbanen, ved Stationerne; Mændene har lært sig Haandverk som Murere, Snedkere, Tømmermænd, Sagfilere etc.; de har stiftet Familie; de har alle faaet „egne Hjem“, hvor de har smaa Haver og Anlæg; og efterhaanden er vel den gamle VIllage gledet ud af deres Tanker; de vilde nok heller ikke længere trives i det oprindelige, enkle og stille Forhold. Forreste, hvem ved? — kanske de en Dag, naar de bliver gamle og slidte, vender hjem til sine Fædres Land, hvor de finder gamle Bekjendte og afblegede Venner, hvor de opfrisker Ungdoms Glæder og passiarer om Manddoms Sorger, og lægger sig en Dag tilhvile i Fædres Jord.
Neger-Torgnys Argumentation lider af to store Svagheder. Han har ikke Anelse om de Hvides uimodstaaelige Arbeidstrang, deres aldrig hvilende Arbeidsdrift; og dernæst forstaar han ikke de lange og store Maal, Staten forfølger ved at tvinge Negeren til at arbeide.
Her en nødvendig Parenthesbemerkning: jeg indlader mig ikke paa at diskutere, hvorvidt Europæeren har Ret til saaledes at trænge
