reist sig i Folkeforsamlingerne og taget omtrent saaledes tilorde:
„Vi liker den hvide Mands Broderaand, men vi frygter Broderhaanden. Vi Negre vil ikke alene have Fred, men vi vil ogsaa være i Fred. De Hvide har et Ord, som siger, at Fred er ei det bedste, men at man noget vil. Det er for os en saare taabelig Tale. Hvad i Alverden skulde vi ville! Vi har jo ikke de Hvides urolige Sind; vi vil forblive paa vore gamle Pladse; vi vil leve og dø i vort Rede. Og vi har det, vi trænger; vi begjærer intet mer. Hvad skal vi med de Hvides store Baade, som gaar med varmt Vand paa Floderne og paa Land; naar vi er paa Vandring, er vore Stier nok for os, som gaar den ene bag efter den anden, alt efter Rang og Stilling; og vi skal nok sørge for at holde vore Stier rette. Forbedre vore Villager? Vore Fædres Huse er gode nok, og Villagen er stor nok for os, bare vi er store nok for den! Vi skulde skaffe os Klæder? SOm om ikke vor af Forsynet paasatte Hud giver os al mulig Beskyttelse mod Regnets, Vindens og Solens Guder! Og den Smule Plag, som en eller anden alligevel maatte finde nødvendig, kan man jo skaffe sig at Trærnes Blade. Vi
