Hvad Kong Leopold saaledes havde naaet, og som han i nær 10 Aar havde arbeidet for, det skyldtes ikke et pludseligt Indfald, et kongeligt Lune; det var Manddommens Realisation af Ynglingens dristige Tanker.
Af sin Far, Leopold I, som var opdraget i England, havde han faaet i Arv en sterk Interesse for økonomiske og koloniale Spørgsmaal. Allerede Leopold I havde søgt at finde nye Markeder for Belgiens stadig stigende Handel og Industri, og derigjennem skaffe Landet en Erstatning for det, som var tabt ved Revolutionen i 1830. Forenet med Holland i en Real-Union havde jo Belgien lige Andel i dette Lands rige Kolonier; men da Belgierne, — forpestede i den Pagt, som Wienerkongressen saa velvist ordnede for dem —, havde gjort sin store Revolte, beholdt naturligvis Holland sine gamle Kolonier for sig selv.
Paa egen Bekostning og af egen Drift udsendte Leopold I Expeditioner til Central-Amerika, Brasilien, Abessinien og andre Steder; men Tiden var endnu ikke inde; — disse Expeditioner ledede ikke til noget praktisk Resultat.
— — — Leopold II holdt som Prins sin første politiske Tale i det belgiske Senat i
