Gjensynet med de kjære, vakre Fartøier, Konkurrenterne søger og finder hinanden, og Baadene grupperes efter Kameratskab og Kliker. I den aarle Pintsemorgen kommer saa Stedets Hornmusik, hvis Toner har frosset i den lange Vinter og nu løsnes i Vaarvinden, — i den gryende Sommervarme. Den Honrblæst, som omkom Jerichos Mure, var som den milde Zefyr mod Hornmusiken i Soon en Pintsedags Morgen. Saa bestiger Klubbens energiske og berømte Formand „Kong Christian“ det største Skib, f. Ex. Fred. Olsens Watsonbaad „Figaro“, og stiller sig ved høien Mast og dirigerer sin stolte Flaade i Eskadreseilads, — — da er alle Mand i Puds, de smidige Kroppe slanger sig henad det blankskurede Dæk, og Vaarsolen skinner henrykt over de hvide Seil og hvide Buxer, blinker til de røde Fjæs og straaler varmt over denne Pantomime til dens Ære. Signalflag heises, studeres og kommenteres, Kommandoraab — høie, alvorlige — høres fra Fartøiernes Chefer, og Eskadren seiler ud Fjorden snart som en makedonsk Falanx, snart paa en Linje, — Front- eller Flankeskadrechefens Ordre lystres blindt, — de hidsige Kapseilere stagges, de ellers uheldige
