set; det er jo nærmest et GLosespørgsmaal, og Tilegnelsen lettes af de store og talende Gester, hvormed de ledsager sin Ordstrøm, — gratiøst og ivrigt som en Sydens Orator.
Naar den Hvide saaledes er valgt til Opmand, maa han være klar og grei og vis som Salomo, og han maa forstaa at gjøre sin Mening gjældende, saa hans Afgjørelse er Høiesteretsdom — enhver Krænkelse af den er jo en Fornærmelse mod en af de konstitutionelle Magter.
Eftersom Erfaringen giver Tilliden Næring, kommer de Indfødte med alle sine Vanskeligheder til den store, hvide Mand, og Cheferne selv følger ofte med til disse interessante Palabrer. Paa mange Stationer har man sat en bestemt Dag som „Palaberdag“, og da er det et ustanseligt Rend fra Solens Opgang til dens Nedgang, og næsten altid gjælder Striden en Kvinde.
Men i nogen Afstand fra Stationerne gaar Trætterne sin Vei som før, og det vilde være meget taabeligt at søge at undergrave de gamle Chefers Herredømme; det har jo ogsaa Lovgivningen erkjendt ved udtrykkelig at fastslaa deres Magt og opretholde deres Suverænitet, forsaavidt ikke deres Bestemmelser og Styre
