delicto in carcerem vel vincula detrudatur. Da her foreskrives såvel fjártak som lagatak, og det dog skal være en begunstigelse for kjøbmændene, viser det sig altså, at fordringerne i praxis var endnu strengere. I de følgende frihedsbreve af 6 Juli 1294 og 31 Juli 1296 (Dipl. Norv. V. no. 23 og 33) jfr. en udateret retterbod af Håkon Magnussøn den yngre (Norges gl. L. III. S. 210 fgg.) udvides dette derhen, at når nogen „bliver taksat for gjældsag eller for en mindre forbrydelse, der kan afsones med bøder, da må han føre det tak med sin husvert og 2 af sine landsmænd, som skib ejer, der er så godt som pengenes beløb“, jfr. B. L. VI. 7. – I Håkon Magnussøn den yngres retterbod om (de tydske) skomagere i Nidaros og Bergen af 20 Marts 1370 bestemmes, at hvo som har nogen lovlig tiltale til dem, skal taksætte dem op til kongsgården for ombudsmanden og lagmanden der, men for al anden takføring skal de være befriede.
Det forstår sig iøvrikt af sig selv, at personlig fængsling i tilfælde af politiovertrædelser og som præventionsmiddel var hjemlet i lovene, og dette var heller ikke indskrænket til byerne, skjønt det naturligvis der måtte finde hyppigst anvendelse. Således foreskriver B. L. VI. 2, at den, som ved nattetid trættes i andenmands gårdsled eller forstue, skal setjast i ransakshús ok biði þar dóms, og B. L. VI. 3, at den vækter, som sover på post og ikke straks kan betale boden, 1 øre, sé kastaðr í myrkvastofa. Ligeså bestemmer 3 retterbøder af 29 Maj og 11 Oktbr. 1303 (gl. L. III. S. 58, 61 og 136), at pasløse omstrejfere og de, som foruretter gjæstgivere, skal kastes i fængsel, ligesom også de, der undsiger andre og ikke stiller borgen (jfr. Chr. IV. L. I. 4), samt de, som ikke vil indfinde sig på kongens budskab, – og Rb. 5 Marts 1304 foreskriver det samme om dem, som går med skjulte våben i kjøbstæderne. Men dette vedkommer egentlig ikke det processuelle tak.
I den følgende lovgivning nævnes taksætning ikke ofte. I en retterbod af Håkon Magnussøn den ældre af 1308 eller 9 (gl. L. III. S. 82) nævnes „taksætning“ (en variant har „bannsætning“) som et pengeudpresningsmiddel for gejstligheden. Rb. 12 Aug. 1313 bestemmer: at på Hålogaland skal i fisketiden fra 2 Febr. til 25 Marts hverken kongens eller biskoppens ombudsmænd søge eller taksætte, men taka lagafestir af dem, som forbryder sig, og søge dem siden, når skrejdfisket er forbi. Vil nogen imidlertid rejse bort, skal han stille fullan borgaðan mann for sig. Hvo som anderledes søger eller taksætter, skal bøde efter loven. – Ifølge en retterbod af Magnus Smek af 8 Jan. 1357 skal den bortrømte forbrydere efterladte gods „kyrsetjast undir fullu vørðslu ok geymslu með vitorði várs umboðsmanns“ jfr. Chr. IV. L. VII. 3. Dette stemmer med hvad der foreskrives i det ovf. anførte sted af F. L. III. 23 (om fredløses gods) jfr. også den svenske Vestgøtal. yngre codex arvæb. kap. 18 (om forladt arv), der begge bruger benævnelsen tak. – Efter foreningen med Danmark gik taksætning af brug, og blev vistnok afløst af den i de danske kjøbstadretter brugelige gjældsforfølgning, hvoraf siden vort nugjældende arrestinstitut udviklede sig; men overgangen hermed ligger det udenfor vor nærværende opgave at forfølge. I de hidtil trykte diplomer forekommer intet eksempel på taksætnings anvendelse, ligesålidt som i de mange hundrede retssager, der behandledes ved de norske herredage fra 1578–1610. Hvor „tag“ fin-
