des brukt i dokumenter fra det 16de årh., betyder det ulovlig bemæktigelse af andres ting = mistekja, se således Norske Samll. I. S. 212 fgg. Som bevis på, hvor aldeles institutionen nu er gået ud af erindringen, kan alene anføres, at overskriften til M. L. VII. 50: „ef menn takast fyrir med øfund“ i Chr. N. L. kap. 46 er gjengivet med: „Om søgning ok tak i sildefisket“, altså ganske misforstået.
Medens tak, efter det anførte, var rettet mod sagvolderens person, og siktede til at sikre sagsøgeren adgang til at få sin fordring fyldestgjort i hans bo, gik lovfæstelse altid umiddelbart ud på tingen, og siktede til at bevare sagsøgerens ret til denne uforstyrret.
At sagsøgeren lige så vel kunde forbyde sin modpart at overtræde, som opfordre ham til at efterkomme sin plikt, og at sagen ved sådan protest indtrådte i et andet stadium, så at overtrædelse af et sådant forbud, for så vidt plikten var in confesso, måtte medføre samme ansvar som anden modvillig retsfornæktelse, – var ganske i konsekvens med den gamle rettergangs grundsætninger og udtales også oftere i lovene, således i G. L. 88; M. L. VII. 16 (med at bortbygsle et odelsgods til fremmede); se også B. L. VI. 13 (at gjaldkeren skal forbyde enhver at leje hus af den, som ikke vil gjøre skjel for sig) og M. L. VII. 31 (at forbyde at lade fæ gå ude, medens der gjærdes) o. fl. Men dette er egentlig forskjellikt fra lovfæstelsen, skjønt det ligger på overgangen dertil; dette svarer nærmest til kravet ved vitterlig gjæld, og var betingelsen for selve forpliktelsens indtrædelse, medens den egentlige lovfæstelse intet forandrer i parternes retlige stilling, og alene medfører, at ansvaret, forudsat at der existerer noget ansvar, forøges.
Lovfæstelse var altså en højtidelig protest, nedlakt ved kirkestevne eller til tinge, af den, som formente sig at have en retlig interesse i en ting, mod enhver befatning med denne ting, som stod denne interesse ivejen, se F. L. XIII. 11, 14, 15, 17, 23 til 26; M. L. VII. 18, 19, 20, 24, 25.
Fremgangsmåden ved lovfæstelse beskrives i M. L. VII. 19: den lovfæstende skulde tale så højt, at alle de tilstedeværende kunde høre det, og sige: „Jeg lovfæster min jord her idag i gyldig form, med lovlig hjemmel og med retlig virkning (at orðfullu ok løgfullu ok þingsmáli). Jeg forbyder hver mand at nytte den for sig. Gud være mit vidne og de gode mænd, som mine ord hører!“
Lovfæstelsens virkning var, at den, som uberettiget overtrådte forbudet, måtte betale dobbelt landnam[1] og derhos efter de ældre love forfaldt i ransbøder til kongen; i M. L. er derimod ransbøderne bortfaldne. Denne virkning varede i 12 måneder, efter hvis forløb den ipso jure trådte ud af kraft. At imidlertid ransbøderne var afhængige af samme betingelse som landnamen, nemlig at overtræderen i virkeligheden havde uret, synes
aldeles klart, idet lovene udtrykkelig forudsætter, at lovfæsteren har ret.
- ↑ F. L. udtrykker dette således, at landnam skal være silfrmetit, når der er lovfæstet, d. e. en øre beregnes til 12 alen vadmel, medens landnamen ellers var sakmetit, og beregnedes til 6 alen vadmel på øren.
