der i Almindelighed omtaler det Tilfælde, at en Kvinde gjør sig skyldig i Lejermaal og derfor falder i Bøder til Kongen. Mærkes kan endelig F. L. III. 14: at den Nonne, som lod sig forføre, skulde, gaa i Biskoppens Gaard“.
Lejermaal med anden Mands Trælkvinde eller Frigivne betragtedes ligefrem som Fornærmelse mod hendes Herre. Efter G. L. 198 skulde for Lejermaal med en Mands to bedste Trælkvinder (Stuepigen og Husholdersken) bødes en Ottendedel af hans personlige Ret, og halft saa meget for hver af de øvrige Trælkvinder. Lejermaal med en Mands Frigivne bødedes med 6 Ører til hendes forrige Herre.
Den nyere Lov har udeladt de ældre Loves Bestemmelser om Retten til at dræbe den, der gribes i Samleje med Ens Frændkvinder, jfr. Haakon Haakonssøns Rb. 1260, F. L. Ind1. 7. Efter M. L. IV. 5, 25 og 29, B. L. 4, 26 og 29, skulde den, der grebes i Samleje med en Mands Hustru, bøde fuld, og med hans Moder, Datter eller Syster, halv Mandebod efter sin egen Stand, som han skulde haft, om han var bleven sagesløs dræbt; men ellers skulde der for Hor og Lejermaal bødes fuld Ret til Manden eller, hvis Kvinden var ugift, til Giftningsmanden, efter uvillige Mænds Skjøn. – Lod Frænderne en Kvinde skjøtte sig selv, tilkom der dem i Lejermaalstilfælde ikke mere end „laga-réttr“ = 1 Mark Sølv; men hvis de tilbød at give hende en sømmelig Hjemmegift, og den, som havde besvangret hende, alligevel ikke vilde ægte hende, skulde han bøde fuld Ret efter den almindelige Regel (jfr. Hkb. 48 og F. L. XI. 17). – Bøder til Kongen er heller ikke i M. L. foreskrevne for Lejermaal. Chr. V. Lovb. 6–13–1 er tagen af den danske Lovgivning: Fr. 12 Oktbr. 1617 (Paus S. 566) og St. Reces 1643, 2–5–4, jfr. Chr. III. Reces 1558 Art 60 (Kbh. Rec. 1537 Art 8 og 9) og Fr. II. Ord. 1582 Art 4.
Ærekrænkelser kunde forøves saavel ved Ord som ved Gjerning. De første (úkveðins orð) kunde enten være Skjeldsord eller Forhaanelser eller vanærende Beskyldninger.
