Sagsøgerens Udeblivelse havde naturligvis altid til Følge, at den tilsigtede Rettergangshandling ikke fandt Sted. Efter F. L. X. 12 havde den Sagsøger, som udeblev fra den første Skilledom, ogsaa tabt sin Sag i Realiteten (dómflogi); men herom indeholder de øvrige Love intet, og M. L. I. 11, Chr. IV. L. 9, tillægger Sagsøgerens og Sagvolderens Udeblivelse samme Virkning nemlig Bøder.
Med Hensyn til Sagvolderens Udeblivelse gaar Lovene ud fra den Grundsætning, at begge Parters Møde i Regelen er nødvendigt, for at en Afgjørelse kan finde Sted. Skjønt det laa udenfor Tingmændenes Kald at anstille selvstændig Undersøgelse angaaende Sagens Sammenhæng, skulde Dommen dog altid være et Udtryk af deres gjennem de stedfundne Forhandlinger vundne Overbevisning, og dette medførte, at begge Parters Møde maatte fordres, og at ingen Sag kunde paadømmes alene efter den ene Parts Fremstilling, med mindre den andens Udeblivelse havde et saadant Præg af Modvillighed, at heraf med Sikkerhed kunde sluttes, at han ogsaa maatte have Uret i Sagen.
Efter G. L. 151, jfr. 155 havde Drabsmandens Udeblivelse fra Ørvartinget tilfølge, at han blev anseet skyldig; ligeledes betragtedes efter G. L. 254 i Tyvssager den Sigtedes Udeblivelse fra Tinget som tilstrækkeligt Bevis mod ham. – Derimod behandler G. L. 35 og 37 jfr. 266 fgg. ikke udtrykkelig Virkningen af Sagvolderens Udeblivelse fra Skilledom eller Ting; det siges alene om Løsningssager i Kap. 281 og 286 jfr. 269 i Almindelighed, at Besidderens Udeblivelse ikke skal hindre Sagens Fremgang. – Da Sagvolderens blotte Nægtelse imidlertid ingen retlig Betydning havde (G. L. 37 og 57[1]), synes hans Udeblivelse efter lovlig Hjemstevning at maatte have medført Sagens Tab. Var Sagen vitterlig, synes saaledes efter G. L. 35 Sagsøgeren at maatte have kunnet stevne Sagen til Tings, hvor da det almindelige Ansvar,
- ↑ Nei hans er ekki, nema hann bjóði eið ok festi þar þegar.
