maalsmand eller, hvor Nogen var dræbt i et fremmed Hered, den, som først fandt Liget, eller den nærmeste Bonde strax i Vidners Overvær udsende en Pil (ør, skera upp ør, lata ør fara), hvilken skulde bæres fra Gaard til Gaard gjennem Bygden og stevnede Bønderne til Møde samme Dag paa Drabsstedet (ørvar-þing)[1]. Ved Pilens Udsendelse opgaves selvfølgelig, i hvilken Anledning Tinget stevnedes, hvilken Besked da videre forkyndtes af dem, som frembragte Pilen. Navnlig opgaves det, hvem der sigtedes som formentlig Gjerningsmand (leggja á ørvar, G. L. 131, 151 og 156). Alle, hvem Pilen traf, var pligtige at møde for at forklare, hvad de vidste om Sammenhængen; kun de, som paa Vejen til Ørvartinget mødte Folk, som vendte tilbage derfra, efter at det var sluttet, havde Lov at vende hjem igjen. Navnlig skulde de møde, for hvem Drabet var blevet lyst, eller som havde Oplysning om Gjerningen at meddele, saavelsom, hvis det var muligt, Kongens Ombudsmand. Drabsmanden selv skulde ligeledes møde, og Bønderne skulde tilsige ham midlertidig Fred til og fra Tinget; blev den Sigtede nægtet Lejde, kunde ingen Fredløshedsdom fældes over ham. – Paa Ørvartinget skulde nu Sagens Sammenhæng granskes, og alle Oplysninger om de med Drabet forbundne Omstændigheder indhentes. Hvis mindst 27 Bønder havde indfundet sig, og derhos saavel Eftermaalsmanden som Drabsmanden var tilstede,
- ↑ G. L. 151: Kona skal ørvar skera; en ef eigi er kona til, þá skal erfingi ør skera samdœgris, er hinn lætr líf sitt, fyrir váttum, ok hafa þar þing, sem víg er vigit, ef honn vill; þá megu peir dóm dœma, þó at eigi komi fleiri bœndr en 27. En ef á þingstoð skal rétt umldœma, þá skal koma fjorðungr þingmanna; þá megu þeir dóm dœma, þó at eigi komi fleiri. Allir skulu þær ørvar bera ok engi fella; en sá er sekr at aurum 12, er þær fellir; en sá er sekr at hálfu meira, er gerir bæði, fellir ørvar ok sitr heima um þing. Fyrir váttum skal hon þær ørvar skera, ok skera samdœgris, nema ræðismenn hennar sé svá fjarri staddir, at hon má eigi þeim ná. Nú ef ørvar taka hann, ok sœkir hann eigi þing, þá berr hann á baki søk; en ef ørvar taka hann eigi, þá skal gera hánum stefnu til þings annars, ok njóti hann þar skírsla sinna. En ef hann á frændr eða erfða-menn, þá skulu hánum boð gera. En ef hann kemr eigi ok firrist harm boð, þá berr hann á baki søk, ok kemr eigi nauðsyn hans.
