Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/256

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Flytning, hvorom han da havde at træde Overenskomst med den nærmest boende Bonde (nemlig saaledes, at denne mod Godtgjørelse skulde besørge Ødegaardens Forpligtelse udført); men benyttedes den ogsaa til Kornavl, skulde der af samme tillige svares Leding efter Ansættelse paa Mandtalstinget. Vilde Nogen bygsle en saadan Ødegaard, skulde Lejlændingen, hvis Ejeren bekostede Huse opførte, beholde Gaarden i 3 Aar, men hvis han selv bebyggede den, i 6 Aar afgiftsfrit, dersom Parterne ikke anderledes forenedes, – og Kongen skulde eftergive Ledingen for 2 Nef i Gaarden, saa længe Brugeren besad den afgiftsfrit. – Ligeledes gav Magnus Lagabøter i 1265 (?) en Retterbod om Nybyggersteder i Bygden (ruðstaðir í heraði), hvilken er gjentagen og udvidet til Rydningspladse i Almenningen i hans Landslov VII. 53[1]: Rydningsmanden skulde beholde Gaarden afgiftfrit i 3 Aar, og i denne Tid være fri saavel for Leding som for Deltagelse i Budbyrd og Fattiges Flytning; men efter de 3 Aars Forløb skulde skjønsomme Mænd bestemme, hvor høj Landskyld og Leding Pladsen kunde taale at udrede, og da skulde Brugeren deltage i Budbyrd med de andre Bønder. Rydningsmanden skulde under Straf af Bøder anmelde sig til Deltagelse i de kommunale Byrder (kalla til bónda) paa Heredstinget inden de 3 Aar, og meldte han sig ikke inden 10 Aar, havde han sin Plads forbrudt. Blev et saaledes opryddet Nybyggersted atter forladt, skulde efter Magnus Lagabøters sednere Anordning (M. L. VII. 53) Budburd og Fattiges Flytning atter foregaa saaledes, som før det blev opbrudt; medens hans tidligere Retterbod (gl. L. II. S. 485) herom foreskrev det samme, som E. K. R. 11, F. L.

  1. Nú byggist ruðstaðr í heraði eða í almenningi, þá skal sá er ryðr hafa þrjá vetr leigu-laust ok allra útboða, ok eigi skyldr boðburðar ok eigi fátœkra manna flutnings. En at þrim vetrum liðnum, þá skulu 6 skynsamir menn meta, hvat sá ruðstaðr má leigu bera eða leiðangrs. Síðan skal sá bera boð til nybœlis, er næstr sitr fyrir, en af nybœli til næsta bœar á boðleið fram. … En ef ruðstaðr eyðist af því at þeir løgðu ofmikla leigu á, eða getr eigandi eigi bygt, ok vill hann þó gjarna, þá sé svá boð borit, ok fátœkir menn fluttir, sem at fornu hefir verit, áðr en sá ruðstaðr bygðist.