Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/182

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

5[1] og 8 jfr. 12 og 13 er det derimod, som oven anført, klart, at Løsningssummen i alle Odelstilfælde maatte blive at bestemme ved Taxt, og kun ved Forsalemaal blive den virkelig erlagte Sum, med Forbehold af Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn for Jordens Forbedring eller Forringelse i Mellemtiden (jfr. M. L. VI. 11, Chr. IV. L. 7).

Denne Frændernes Ret til at omstøde Salg af ulovbuden Jord, maatte efter de ældre Love være gjort gjældende inden den almindelige Frist af 12 Maaneder efter Salget; eller, om Odelsmanden var udenfor Fylket, inden 12 Maaneder efter hans Tilbagekomst; ellers kunde Besidderen ikke rokkes, se G. L. 278 og 289, F. L. XII. 7. – Var den Odelsberettigede umyndig, maatte han gjøre sin Ret gjældende inden 12 Maaneder efter opnaaet Myndighed (G. L. 273); var den odelsberettigede Enke, skulde hun lade sin Ret lyse til Tinge inden 12 Maaneder efter Salget, og kunde da udsætte Gjenløsningen indtil 12 Maaneder efter at hun var bleven gift (G. L. 290); og var det en Mø, skulde hun ligesaa efter G. L. 291, naar hun var bleven myndig (15 Aar), lade lyse sin Odelsret paa Tinge, og kunde da foretage Gjenløsningen inden 12 Maaneder efter at hun var bleven gift. Tilsvarende Bestemmelser indeholdes vel ikke i F. L., hvis XII. 7 alene i Almindelighed siger, at Løsningen skal ske inden 12 Maaneder «forfaldsløst»; men det kan ikke betvivles, at Fraværelse og Umyndighed har gjældt som lovligt Forfald.

At disse Forfald ved Løsning af solgt Odelsgods imidlertid alene har gjældt, hvor Jorden var solgt uden Lovbydelse, fremgaar tildels ligefrem af selve Udtrykkene i de her anførte Bestemmelser. At den skete Lovbydelse efter G. L. og F. L. endelig udelukkede Ættens Løsningsret, synes efter de ovenfor anførte Steder ganske klart.

Efter F. L. XII. 4 var imidlertid Sælgeren (eller den fremmede Kjøber) forpligtet til i 10 Aar efter Salget med Vidner at bevise, at Lovbydelse havde fundet Sted. Over-

  1. En hann skal svá dýrt kaupa, sem 6 skynsamir menn meta bæði jørð ok hús ok øll hlunnendi, þó at hinn hafi dýrra keypt, er eigi var óðalsmaðr til.