mens Erlæggelse Thorsdag i Paaskeugen (hvilket i M. L. er forandret til Tirsdagen næst efter Paaske, Jordetirsdag, (þókutýrsdagr?). Løsningssummen synes i dette Tilfælde efter de ældre Love at have været den ved Salget betalte Pris, for hvilken jo Odelsmanden, i Tilfælde af at Lovbydelse havde fundet Sted, skulde have kjøbt Gaarden, jfr. G. L. 277[1]. Vistnok siges der saavel i Kap. 266 som i 269, at Indløsningen skal ske efter skjellige Mænds Vurdering; men at hermed ikke kan have været Meningen at give nogen almindelig Regel for Løsningssummens Bestemmelse, følger klart deraf, at disse Steder (Kap. 265–269), der i Sammenhæng fremstiller Løsningsprocessen, angaar alle Jordløsningstilfælde, saavel Løsning fra fjernere odelsberettigede Medlemmer inden selve Ætten (Kap. 274, 275, 285, 294) som i Tilfælde af Salg til Fremmede, – og saavel den egentlige Odelsløsning som Udøvelsen af kontraktmæssig betinget Gjenløsningsret. Og at Løsningssummen maatte blive at bestemme paa forskjellig Maade i disse forskjellige Tilfælde, er en Selvfølge: Ved Løsning af Odel fra Medlemmer inden selve Ætten, maatte naturligvis altid Taxtværdien (med ⅕ Afslag) lægges til Grund (jfr. 274[2]). Ligesaa klart er det, at ved Gjenløsning af Forsalejord alene den for samme betalte (eller derpaa udlaante) Sum skulde betales; kun hvis Udløsningen i rette Tid forsømtes, eller Sælgeren, i Tilfælde af Fattigdom, havde forsømt at lyse sin Ret, skulde Gjenløsningen ske for Gaardens fulde Værd (se G. L. 276, 283 og 284, jfr. 293 og 272; F. L. XII. 2, 3 og 7[3]). – Efter M. L. VI.
- ↑ Þa eigu þeir at dœma hánum jørð, en hinum aura slíka, sem váttar vitu, at hann reiddi hánum. … Nú ef hinn kemr eigi til dóms, þá skal hann bjóða aura.
- ↑ Þá skulu þeir meta jørð aura fullra; þá skal hann aura bjóða fimtungi minni en jørð er metin.
- ↑ G. L. 283 og 284: þá skal hann njóta vátta sinna, hversu miklu aura hinn á í þeirri jørðu; þá skal hann þá reiða, nema hinum beri vitni til meira aura. Jfr. 272: Nú liggr jørð 20 vetr, ok er þar engi lýsing á, þá liggr hon til fullra aura. – F. L. XII. 2: Sá er forsølumáli réttr, at slíkan eyri skal maðr taka, sem hann reiðir. … En ef hann vill eigi lúka við hann, þa stefni hánum heim. … ek kalli fullverði fyrir jørð þeirri.
