meget venligt imod mig og viste mig sit store Bibliothek. Dette var den anden Guvernør, som viste mig Opmerksomhed, og da jeg dengang var en fattig Gut, kunde det ikke feile, at disse smaa Begivenheder glædede mig meget.
Vi kom til Filadelfia, efterat jeg underveis havde inkasseret Vernons Penge. Uden disse Penge vilde vi ikke have naaet frem. Denne Misbrug af den mig viste Tillid var atter en stor Vildfarelse i mit Liv, og et Bevis paa, at min Fader havde Ret, da han mente jeg var for ung til at forestaa en egen Forretning.
Da Guvernøren, Sir William, læste min Faders Skrivelse, udtalte han at han fandt min Faders Forsigtighed for overdreven. „Der er Forskjel mellem Menneskene“, sagde han, „og Aarene gjør ikke altid en Mand klogere. Naar ikke Deres Fader vil oprette en Forretning for Dem, saa vil jeg selv gjøre det. Giv mig en Liste over de Ting, som De behøver fra England, saa skal jeg skaffe dem tilveie. De kan betale mig, naar det passer Dem. Jeg har besluttet at have en dygtig Bogtrykker her, og er overbevist om, at Deres Foretagende vil lykkes.“
Jeg havde ingen Grund til at betvile hans Oprigtighed, men holdt dog Planen hemmelig. Først senere fik jeg vide, at han var ødsel med Løfter, som han aldrig havde tænkt paa at holde. Jeg gav ham en Fortegnelse over de nødvendige Ting for et lidet
