usvækket. Længe betænkte jeg mig, men undertegnede omsider min Lærekontrakt. Jeg var dengang, som sagt, kun 12 Aar gammel. Man var kommet overens, at jeg skulde blive i Lære til mit enogtyvende Aar, og først det sidste Aar skulde jeg erholde Dagløn.
I meget kort Tid gjorde jeg gode Fremskridt i Faget og var derved min Broder til stor Nytte. Nu havde jeg ogsaa bedre Anledning til at skaffe mig Bøger, idet jeg af en Boghandlerlærling og her og der fik laane en god Bog, som jeg aldrig forsømte at tilbagelevere i rette Tid og i god Stand. Meget ofte hændte det, at jeg maatte anvende den største Del af Natten til at læse en Bog, som jeg havde laant om Aftenen og som maatte leveres tilbage næste Morgen, for at den ikke skulde blive savnet.
Endelig blev jeg kjendt med en dannet Forretningsmand, som ofte kom paa vort Trykkeri og som eiede et smukt Bibliothek. Han inviterede mig til at bese dette og havde den Godhed at tilbyde mig til laans de Bøger, som jeg maatte ønske.
Jeg havde den besynderlige Idé at beskjeftige mig med Digtekunsten og skrev flere smaa Digte. Min Broder troede at kunne have Nytte af dette og opfordrede mig til at skrive to Ballader. Den enes Titel var: „Et Fyrtaarns Sørgespil“, og behandlede en Kapteins og hans to Døtres Forlis. Det andet var
