Saa jeg en Ærgjerrig ængstelig stræbe efter
Hofgunst og ødsle sin Tid bort i Forværelser, som ofrede
sin Ro, sin Frihed, sine Dyder, ja endog sine
Venner for at erholde den, saa sagde jeg til mig selv:
Han giver for meget for sin Fløite.
Saa jeg en anden lefle efter Folkegunst, stedse at blande sig i politiske Stridigheder, og derved forsømme sine egne Anliggender, saa sagde jeg: Han betaler sandelig formeget for sin Fløite.
Naar jeg traf paa en Gjærrig, som forsagede enhver Art af Bekvemmelighed og enhver Fornøielse, aldrig gjorde sine Medmennesker noget Godt og derved tabte sine Venner og sine Medborgeres Agtelse, kun for at ophobe Skatte, saa tænkte jeg: Fattige Mand, du betaler sandelig alt for meget for din Fløite.
Traf jeg paa en fornøielsessyg Mand, som forsømte enhver aandelig Glæde, enhver Anledning til at øge sin Formue og blot hengav sig til sanselige Fornøielser, saa sagde jeg: Bedragne Mand, du skaffer dig Lidelser istedetfor Glæde, du giver for meget for din Fløite.
Ser jeg En, der er henfalden til Pyntesyge, luxuriøst Indbo og smukke Kjøretøier, som overstiger hans Formue og foraarsager ham Gjæld og som tilslut ender sin Løbebane i Skjændsel, saa siger jeg: Ak, han har betalt sin Fløite dyrt, meget dyrt.
