til en Kjøbmand, som havde Barneleger at sælge. Men allerede paa veien didhen mødte jeg en anden Gut med en Fløite, hvis Lyd behagede mig saa vel, at jeg frivillig bød ham alle mine Penge for den.
Fornøiet over denne min Handel ilede jeg hjem igjen og streifede fløitende gjennem hele Huset; thi min Fløite gjorde mig ligesaa megen Glæde, som den var til Fortræd for hele Familien. Da mine Brødre, Søstre, Onkler og Tanter hørte om denne Handel, sagde de mig, at jeg havde givet flere Gange mere for Fløiten end hvad denne var værd. Derved blev jeg gjort opmerksom paa, hvormange smukke Ting jeg kunde have faaet for de øvrige Penge, og da de desuden gjorde sig lystige over min Enfoldighed, saa begyndte jeg af bare Ærgrelse at graate. Nu gjorde Angeren mig mere Fortræd end Fløiten havde gjort mig Glæde.
Denne Tildragelse havde imidlertid det Gode ved sig, at den efterlod et blivende Indtryk hos mig, som i Fremtiden blev mig til stor Nytte; thi saa ofte jeg kom i Fristelse for at kjøbe noget Unyttigt, saa sagde jeg altid til mig selv: Betal ikke formeget for Fløiten; og saa sparte jeg mine Penge.
Da jeg blev voxen og indtraadte i Verden, hvor jeg havde Anlednig til at iagttage Mennevkenes Handlinger, troede jeg at bemerke flere, ja endog mange Mennesker, som gav for meget for deres Fløiter.
