og luften var fyldt med den rige blomsterduft, der undertiden kunde bli kvælende stærk.
Dr. Cova var anarkist med en italieners hele varme og begejstring. Paa væggen hang smukke crayons af fyrst Kropotkin, Proudhon, Bakounine, Marx, Lassalle, Sophia Perovskaya og Louise Michel og andre af socialismens forkjæmpere og martyrer. Og alt, hvad jeg saa i huset, fra møblerne og til gulvtaepperne, saa var de som et led i de vilde ideer, som noget, der gav dem lys og virkning. Møblerne var fra kommunens tid, fortalte man mig — havde formodentlig prydet en af kejseryndlingernes sale; thi den gang, da det røde flag vajed over Paris, den gang, da kommunarderne kjæmped med de vilde soldaterhorder, da gik der nok mangt underligt for sig i kejserdømmets paladser.
Dr. Cova havde været gift i en syv otte aar. Hverken præst eller maire havde lagt sin velsignende haand paa denne pagt; det var hvad man hjemme kalder et af de »vilde ægteskaber«, endskjøndt jeg maa si som Osvald, at jeg saa dog ikke noget vildt ved dem, og dette var ikke det første, jeg saa. Men aldrig har noget samliv forekommet mig saa ædelt
